Taxikrig
Ingen dom mod Uber-chauffør i dag
Der falder først dom i sagen mod en Uber-chauffør i morgen. Anklageren vil have skærpet straffen for den 38-årige chauffør, mens forsvareren kræver frifindelse.
Både Ubers cirka 1.800 chauffører og taxi-chaufførerne må vente med at få domme fra landsretten. De falder først i morgen.
Både Ubers cirka 1.800 chauffører og taxi-chaufførerne må vente med at få domme fra landsretten. De falder først i morgen. Arkivfoto: Sophia Juliane Lydolph /Scanpix.


Landsretten venter med at afsige dom over en Uber-chauffør, som står tiltalt i Østre Landsret i dag. Dermed må chauffører, politikere, Uber og andre interesserede væbne sig med tålmodighed til i morgen klokken 11. Landsretten skal have tid til at votere.

Det er lige kommet frem under en retssag i Østre Landsret, hvor en 38-årig mand her til formiddag stod tiltalt for at have kørt ulovligt for Uber. 

Senioranklager Rikke Jensen vil have skærpet straffen mod chaufføren fra en bøde i byretten på 6.000 kroner til nu 10.000 kroner. Forsvareren Betina Hald Engmark mener, at chaufføren bør frikendes.

Dommen vil få stor betydning for Ubers fortsatte virke i Danmark og for de omkring 1.800 chauffører, der kører rundt i Storkøbenhavn.

319 ture for Uber

Den 38-årige tiltalte blev i byretten i juli idømt en bøde på 6.000 kroner. Han blev standset af politiet i centrum af København om natten i november 2015 og igen i februar 2016. Begge gange kørte han for Uber i sin Fiat. 

I landsretten er det lige kommet frem, at den pågældende ifølge egne oplysninger til SKAT i 2015 kørte 319 ture og herfor har opgivet en indtægt på 36.592 kroner. Vedkommende har altså kørt jævnligt for Uber.

Anklager: Penge driver chauffører 

Senioranklager Rikke Jensen førte to politibetjente som vidner og en passager. Hun gav i sin procedure udtryk for, at der ingen tvivl var om, at der var udført "erhvervsmæssig befordring". Altså regulær taxikørsel. 

Anklageren fremhævede, at Uber-chaufførerne tjener penge på at køre rundt med folk. Indtægterne overstige klart udgifterne, mener anklageren, og fremviste tal for det.

- Hvad skulle incitamentet være til at køre rundt midt om natten i weekender og samle fulde folk op, hvis det ikke var for at tjene penge? spurgte Rikke Jensen. 

Forsvarer: Mere politik end jura

Forsvareren Betina Hald Engmark argumenterede med, at overordnet set hører sagen mod den 28-årige slet ikke hjemme i landsretten.

- Er det landsretten, som skal fastlægge retstilstanden her i landet? Nej, det er Folketinget som lovgivende magt, mener min klient, sagde Betina Hald Engmark og henviste til, at der er forhandlinger i gang om en ny taxilov.

Hun argumenterede også med, at der ikke er nogen væsentlige forskelle mellem Uber og tjenesten GoMore.

- Hvad er forskellen på GoMore og Uber? Man bruger en app og aftaler en tur og en pris, når man for eksempel skal køre fra København til Jylland, spurgte forsvareren retorisk. 

Herudover gav Betina Hald Engmark udtryk for, at politiets bevismateriale er tyndt, og at man ikke "må stille færre krav til beviserne, når der er tale om bøder. Der er akkurat de samme krav".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.