Taxikrig
Bagmand i Uber-fidus: Får østeuropæere til at køre for sig
I en opsigtsvækkende sag har en Uber-partner haft 6-7 østarbejdere ansat til at køre Uber-kørsel for sig i sine seks private biler mod at betale provision til ejeren.
Københavns Politi har kendskab til flere tilfælde, hvor en Uber-bil er blevet kørt af en anden end den registrerede ejer.
Københavns Politi har kendskab til flere tilfælde, hvor en Uber-bil er blevet kørt af en anden end den registrerede ejer. Arkivfoto: Robert Galbraith/Reuters/Scanpix


Direkte kontakt mellem chauffør og kunde er et af kernepunkterne i den omdiskuterede kørselstjeneste Ubers selvfremstilling.

Men nu kan Fagbladet 3F afsløre flere tilfælde, hvor en Uber-bil bliver kørt af en anden end den registrerede ejer.

En af sagerne handler om en Uber-partner, der ifølge politiet har haft 6-7 østarbejdere ansat til at køre Uber-kørsel for sig i sine seks private biler i Danmark.

Ejeren betalte østarbejderne en timeløn under Ubers faste taxameterpris, og de skulle så til gengæld betale provision af deres indtægt til ejeren.

Minder om vognmandsfirma

Altså et system, som minder meget om strukturen i et vognmandsfirma, som det kendes fra professionelle taxaselskaber, skriver Fagbladet.
 
- Det er en kineser, der er opført som ejer af flere biler. Og det er udlændinge fra Østeuropa, der har kørt Uber-kørsel i bilerne. Vi har standset den samme østeuropæer i den samme bil, som han ikke er ejer af, af flere omgange, siger vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen fra Københavns Politi til Fagbladet 3F.
 
Københavns Politi har kendskab til et andet tilfælde, hvor en Uber-bil er blevet kørt af en anden end den registrerede ejer.

I begge tilfælde er chaufførerne blevet sigtet for at køre Uber-kørsel, men politiet vurderer, at det er svært at straffe bagmændene juridisk.

- Jeg må jo godt eje fem biler og låne dem ud til andre, hvis de har kørekort. Man er ikke selv forpligtet til at køre med og holde øje med, hvad de laver, når de kører, siger Henrik Møller Jakobsen til Fagbladet.

Afgørende retssager starter i dag

Uber har siden selskabet kom til Danmark i slutningen af 2014 skabt voldsom debat.
 
Kritikerne mener, at Uber bedriver taxikørsel uden at leve op til taxi-lovene og på den måde tager brødet ud af munden på taxichauffører og den etablerede taxibranche.
 
I dag begynder to retssager i Østre Landsret i København, som kommer til at afgøre, om det er lovligt eller ej at køre for Uber.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.