Hot stjerne: Her er min træningsrutine
Skuespillerinden Jessica Alba takker styrketræning, yoga og meditation sin prisvindende krop.
Skuespillerinden Jessica Alba har vundet flere priser for sin flotte krop.
Skuespillerinden Jessica Alba har vundet flere priser for sin flotte krop. Foto: Charles Sykes/CHARLES SYKES/INVISION/AP


Skuespillerinden Jessica Alba er tidligere kåret som verdens mest sexede kvinde af mandemagasinet FHM og har fået en pris for den mest sexede optræden af MTV.

Det har da også krævet masser af timer i træningslokalet for at forme det smækre hylster, røber den 34-årige mor til to i den kommende udgave af fitnessbladet Shape Magazine.

- Jeg tilskriver min atletiske krop den kampsport, gymnastik, dans og styrketræning, jeg lavede under optagelserne til fysiske krævende serie "Dark Angel" i 2000. Den har gjort mig stærk og virkelig sat barren, siger skuespillerinden, men erkender:

- Jeg vil ikke lyve - det stinker at træne. Det er derfor, jeg tager holdtimer, fordi så er jeg omgivet af andre, og det motiverer mig. Jeg træner til jeg kampsveder, ellers føler jeg ikke, jeg har lavet noget, lyder det fra Alba.

- Jeg laver burpees, mountain climbers, squats og planken og yogaøvelser. For tiden dyrker jeg power-yoga med lette vægte i et varmt lokale, så det er et miks af hot-yoga og styrketræning. Jeg kan også godt lide at spinne, siger skuespillerinden, der får gang i futterne til rytmerne af Rihanna, Jay Z og Beyoncé.

Der er dog ikke de svedende timer i træningslokalet, der har gjort skuespillerinden tilfreds med sin krop, men derimod fødslen af sine to døtre.

- Jeg var ikke sikker på min krop, ind til jeg fik mine piger Honor på syv og treårige Haven. Jeg føler mig mere tilpas, efter de blev født, siger skuespillerinden, som har Haven og Honor med sin mand gennem syv år, produceren Cash Warren.

- Hvis jeg gerne vil have mine døtre til at få det godt med deres krop, bliver jeg nødt til at have det samme, siger skuespillerinden.

Men det er ikke kun den fysiske sundhed, Alba træner, men også den psykiske del, fortæller hun.

- Når jeg virkelig skal have ro i sindet, sætter jeg en podcast på med meditation. Alle, der dyrker Transcendental meditation får en indre ro og glød, og det vil jeg også have, siger skuespillerinden, der lider af ADHD og tager medicin for det.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.