Hjort afviser kritik: Der ER behov for at ændre boligydelsen
Ældre Sagen langer kraftigt ud efter grundlag for at skære i pensionisters boligydelse. Finansminister afviser
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sammen med DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Ministeren er uenig med Ældre Sagen om, hvorvidt der er brug for at skære ned i den boligydelse, pensionister kan få.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sammen med DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Ministeren er uenig med Ældre Sagen om, hvorvidt der er brug for at skære ned i den boligydelse, pensionister kan få. Foto: Scanpix/arkiv


Siden 2001 er landets samlede udgifter til boligydelse til pensionister steget med 13 procent. Det er en del af baggrunden for, at regeringen ønsker at spare på boligydelsen.

Men ser man på udviklingen siden 2007 er udgifterne kun steget en procent, og det har fået Ældre Sagen til at rette en kraftig kritik af regeringens grundlag for at ville spare på støtten til pensionisters husleje.

Men selv om finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke har noget at udsætte på Ældre Sagens udregninger af udviklingen i boligydelsen fra 2007 til 2015, så er han overhovedet ikke enig i organisationens konklusion om, at de planlagte besparelser skal tages af bordet.

- Jeg er helt uenig i Ældre Sagens opfattelse af, at der ikke er behov for at reformere boligydelsen. Udbetalingerne er steget markant på trods af, at der faktisk er færre modtagere af ydelsen, siger han i en skriftlig kommentar.

- Når man så samtidig husker på, at der de kommende år bliver flere og flere pensionister, så er der i den grad behov for at se på, om boligydelsen kan skrues bedre og mere hensigtsmæssigt sammen.

Finansministeriet henviser til, at den gennemsnitlige udbetaling af boligydelse er steget med 28 procent ud over den almindelige prisstigning siden 2001, og at de samlede udgifter i samme periode er steget 13 procent.

- Dette er markante stigninger, som med et stigende antal pensionister vil give et større udgiftspres, skriver ministeriet.

Ældre Sagen finder det derimod mere relevant at se på udviklingen de seneste år. Direktør Bjarne Hastrup mener, at udviklingen med større private pensionsordninger vil betyde, at færre pensionister får brug for huslejetilskud.

- Antallet af modtagere er faldende. Og i de kommende år, hvor flere folkepensionister har supplerende pensioner og folkepensionsalderen sættes op, vil antallet formodentlig fortsætte med at falde. De kommende pensionister vokser så at sige ud af boligydelsen.

- Vi skal huske, at boligydelse i dag gives til de pensionister i vores samfund med de laveste indkomster og høje boligudgifter, siger Bjarne Hastrup.

Besparelserne på boligydelsen blev efter ønske fra Dansk Folkeparti skudt til hjørne, efter at de ellers var blevet aftalt som en del af finansloven for 2016. Planen er, at der skal forhandles om emnet her til foråret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.