Historisk stor bod: Metroarbejdere snydt for millioner
Det italienske byggefirma Cipa er ved en voldgift blevet pålagt at efterbetale 22 millioner kroner.
Cipa pålagt at betale 22 millioner kroner i bod og efterbetaling, fordi det underbetalt flere af sine ansatte. Arkivfoto.
Cipa pålagt at betale 22 millioner kroner i bod og efterbetaling, fordi det underbetalt flere af sine ansatte. Arkivfoto. Foto: Emil Jakobsen DasBüro/free


Den største sag om løndumping i Danmark nogensinde er afgjort ved en voldgift tirsdag.

Her blev det italienske entreprenørfirma Cipa pålagt at betale 22 millioner kroner i bod og efterbetaling, fordi firmaet har underbetalt hundredvis af ansatte.

Cipa er underentreprenør i det københavnske metrobyggeri og har i en periode på to år ikke betalt flere hundrede udenlandske arbejdere den løn, de ifølge overenskomsten har haft krav på.

Fagforeningen 3F, der har anlagt sagen, hævder, at metro-arbejderne, der stammer fra Polen, Rumænien og Italien, har fået helt ned til 55 kroner i timen.

- Det står klart, at vi har haft ret i vores påstand, og det er vi tilfredse med. Det her er klart den største sag om underbetaling i Danmark nogensinde, siger faglig sekretær i 3F Silas Grage til Fagbladet 3F.

Hos hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team, der har hyret Cipa, vil ledelsen have tid til at tygge afgørelsen igennem.

- Vi skal kigge kendelsen igennem og snakke med Metroselskabet om, hvad der skal ske. Der er tale om brud på overenskomsten, og det er alvorligt, siger kommunikationschef Sigurd Nissen-Petersen til TV2 News.

- Men det er vigtigt at slå fast, at vi får bygget Metroen inden for den tidsramme, der findes, uddyber han.

Ifølge 3F har Cipa forsøgt at skjule underbetalingen ved at trække fiktive acontobeløb fra de ansattes lønsedler.

Afgørelsen har været undervejs i over et halvt år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.