Her er der 24 års venteliste til en bolig
Kun syv ledige boliger i hovedstadsområdet og ventelister på mange år.
At få en af de billige almene boliger er så godt som umuligt i København.
At få en af de billige almene boliger er så godt som umuligt i København. Foto: SCANPIX arkiv


Det er så godt som umligt at skaffe sig en almen bolig i hovedstadsområdet, kan TV 2 Lorry fortælle.

Som boligsøgende til en af de almenyttige boliger må man stå på venteliste i årevis - og der er desværre udsigt til, at ventelisten bliver endnu længere.

TV 2 Lorry kan fortælle, at der i Nordsjælland blot er 12 ledige almene boliger. I hele den sydlige og vestlige del af hovedstadsområdet er der 11. I Københavnsområdet lyder det nedslående tal på blot syv ledige boliger.

Tallene har Lorry fra danmarkbolig.dk, en webportal med oplysninger om alle landets almene boliger. 

Ifølge Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) i København er den gennemsnitlige tid på deres venteliste omkring 24 år. Hos Bovest på Vestegnen er gennemsnits-ventetiden 15 år. 

Samtidig oplever flere boligsøgende, at de ryger nedad, jo længere tid de står på ventelisten til en almen bolig. 

- Der er en stor efterspørgsel efter boliger i sær omkring København, derfor bliver ventelisterne længere, siger Bent Madsen, der er direktør i BL - Danmarks Almene Boliger til Lorry.

Han spår, at ventelisten vil vokse.

1. april forventes regeringens nye kontanthjælpsloft at træde i kraft med lavere ydelser til kontanthjælpsmodtagerne. Der har lydt advarsler fra flere om, at det vil føre til, at folk bliver sat på gaden.

Kommunernes Landsforening (KL) har eksempelvis i sit høringsvar til regeringen anført, at kontanthjælpsloftet højst sandsynligt vil føre til flere udsættelser og dermed også flere hjemløse.

- Da de fleste kommuner allerede nu har meget svært ved at finde billige boliger, er det urealistisk, at kommunerne vil kunne finde boliger til de borgere, som nu sættes ned i boligydelse.

- Særlig med forventningen om at 17.000 nye flygtninge skal boligplaceres i 2016, er det urealistisk, lyder det i høringssvaret fra KL.

Se TV 2 Lorrys interview med Alex Sejr Larsen, der er alenefar til tre børn og i halvandet år har været på jagt efter en almen bolig 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.