Helgas skole mister 26 lærere: Ingen læser vores opgaver
Lærerne på Helgas skole har så travlt, at de har droppet at læse og rette elevernes opgaver. Og nu skal der skæres yderligere ned.
Lærerne er i forvejen så pressede, at de ikke kan nå at læse vores opgaver, så hvordan forventer politikerne, at der kan spares 26 lærerstillinger væk? spørger 30-årige Helga, som er tømrerlærling og går på Københavns Tekniske Skole.
Lærerne er i forvejen så pressede, at de ikke kan nå at læse vores opgaver, så hvordan forventer politikerne, at der kan spares 26 lærerstillinger væk? spørger 30-årige Helga, som er tømrerlærling og går på Københavns Tekniske Skole. Privatfoto


Lige nu sidder tømrerlærling Helga Matthiassen og hendes klassekammerater og skriver opgave. Men sandsynligvis vil den aldrig blive set af en lærer. Lærerne på Københavns Tekniske Skole er nemlig så pressede, at de ikke kan nå at læse de opgaver, eleverne afleverer, fortæller Helga Matthiassen.

- Lærerne har i forvejen ikke engang tid til at læse vores opgaver, så jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne skære ned, siger hun til Avisen.dk.

Københavns Tekniske Skole er der i denne uge blevet fyret 26 lærere og 8 andre ansatte. Det er blandt andet en konsekvens af regeringens varslede omprioriteringsbidrag på to procent, og af faldende elevtal på grund af et karakterkrav på 02 i dansk og matematik. Samme tendens ses på erhvervsskolerne i resten af landet.

Ingen tid til at rette opgaver

Helga Matthiassen kan sagtens se, at det giver mening med færre lærere, hvis der kommer færre elever. Men hun har svært ved at se, at man kan skære så meget ned, når lærerne i forvejen er så pressede, at de ikke engang har tid til at forberede sig og rette opgaver. Blandt underviserne for tømrerlærlingene er det for eksempel 7 ud af 32, der har fået en fyreseddel, fortæller hun.

- Samtidig snakker politikerne om, at erhvervsskolereformen skulle løfte kvaliteten, og at der skal være flere unge, som vælger en erhvervsuddannelse. Men der er jo nul chance for at løfte kvaliteten på den her måde, siger Helga Matthiassen.

Forældet undervisning

For eksempel peger hun på, at det er vigtigt, at lærerne følger med i de nyeste udviklinger inden for byggebranchen, idet der hele tiden kommer nye materialer og standarder, som eleverne bør lære om. Men den slags kræver forberedelsestid til at udvikle og opdatere undervisningen, plus kurser og efteruddannelse - og det er der ikke tid og ressourcer til, når lærerne er nødt til at bruge hele arbejdstiden i klasselokalet.

- Vi skal for eksempel lære at bruge et nyt tegneprogram, som er vigtig for vores svendeprøve. Men der er ikke tid til at lærerne bliver undervist i programmet. De må selv forsøge at lære det i deres fritid, og så er det lidt tilfældigt, om vi får en lærer, der kan finde ud af programmet, siger Helga Matthiassen.

Pedellens arbejde er jo også vigtig

Men også når der bliver fyret andre end lærere, mærker eleverne det, gør hun opmærksom på. Otte andre ansatte på Københavns Tekniske Skole er også blevet skåret væk.

- Politikerne siger, at skolerne bare skal skære ned på administrationen i stedet for at skære ned på lærere, men de opgaver skal jo også laves. For eksempel har vi maskinlokaler, hvor halvdelen af de maskiner, vi skal lære at bruge, ikke virker. Der går lang tid, før de kan blive repareret, fordi der er sparet på pedellen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.