Danmark har sat sig selv i en unødvendigt dårlig position i forhold til at kvalificere sig til VM i fodbold efter tirsdagens 0-1-nederlag på hjemmebane til Montenegro.
Det siger landstræner Åge Hareide på et pressemøde efter kampen.
- Vi har sat os selv i en meget, meget svær situation. Det er klart, når man ikke vinder.
- Det skal ikke være en undskyldning, men vi har ikke heldet i øjeblikket. Polen vinder i overtiden i dag (mod Armenien, red.), og vi lykkedes ikke med at score, siger Åge Hareide.
Danmark har tre point for tre kampe. Dermed er der fire point op til Montenegro og Polen samt to op til Rumænien.
Der spilles ti kampe i gruppen, og nummer et går direkte til VM, mens nummer to sandsynligvis skal spille playoff.
Nordmandens vigtigste opgave er nu at sørge for, at holdet ikke falder sammen, siger han.
Efter kampen kaldte Viktor Fischer sig selv og holdkammeraterne for "pattebørn" i et tv-interview.
- Det ville jeg ikke have gjort, siger Åge Hareide.
- Det her er også en test på, hvordan vi kan holde sammen. Vi bliver kraftigt kritiseret for ikke at levere, det vi skal, og vi er også meget skuffede over os selv.
- Hold skabes ikke kun i medgang, men også i modgang. I dag fik vi en over nakken, og måske giver det noget til holdet. Vi skal forstå, at vi må kæmpe for hver meter.
- Vi skal vise, vi vil spille for Danmark, siger Hareide, mens han hæver stemmen og slår i bordet.
Lige som i lørdagens nederlag i Polen spillede Danmark en blodfattig første halvleg, og det udnyttede Montenegro til at score kampens eneste mål på et kontraangreb.
I anden halvleg blev det danske spil bedre, og der blev lagt tryk på Montenegros straffesparksfelt med indskiftninger af Pione Sisto, Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen.
En forløsende udligning kom dog aldrig.
- Første halvleg var usædvanligt dårlig. Vi fik sparket nok gejst ind i drengene i pausen, og anden halvleg kunne vi være bekendt
- Vi måtte spille lidt anderledes, for de stod med mange mænd nede bag ved, så vi skulle lægge pres på dem.
- Vi skabte chancer nok til at få uafgjort eller vinde. Spillerne gjorde alt, hvad de kunne i anden halvleg, og de skal have ros for det, men vi scorede ikke et mål, siger Hareide.
/ritzau/