Hårdt arbejde: Offentligt ansatte knokler hårdere end andre
Mange af FOAs medlemmer har et job, der er fysisk hårdere end gennemsnittet på det danske arbejdsmarked
Rengøringsassistenter vurderer deres arbejde som fysisk hårdt.
Rengøringsassistenter vurderer deres arbejde som fysisk hårdt. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix/arkiv


Rengøringsassistenter, social- og sundhedshjælpere, dagplejere, portører og mange andre faggrupper i det offentlige har job, der er dobbelt så fysisk hårde som gennemsnittet på det danske arbejdsmarked. Det skriver Fagbladet FOA.

Medlemmer af fagforbundet FOA, som organiserer ansatte i det offentlige, får mange arbejdsskader og har et højt sygefravær. De døjer med daglige smerter og er voldsomt trætte oven på en arbejdsdag. På en skala fra 0-10, hvor 10 er maksimalt fysisk hårdt, vurderer FOA-medlemmerne i gennemsnit, at deres arbejde ligger på næsten 6 (5,83). Det viser af en ny undersøgelse, hvor 5.277 medlemmer af FOA har deltaget.

Hårdest er rengøring, som ligger over 7, mens arbejde som portør, social- og sundhedshjælper og dagplejer kommer lige efter med 6,5. Til sammenligning er gennemsnittet på det danske arbejdsmarked ifølge analyser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø lidt over 3.

En af forklaringerne på det hårde fysiske arbejdsmiljø blandt FOAs medlemsgrupper er, at to ud af tre medlemmer har tunge løft og lige så mange arbejder ofte i bøjede eller forvredne arbejdsstillinger.

Men instruktion, sikkerhedsregler og medarbejderindflydelse kan mindske problemet, viser undersøgelsen.

"Det fremgår klart, at systematisk forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer begrænser arbejdets fysiske belastninger," siger arbejdsmiljøkonsulent i FOA, Morten Bisgaard.

Dagplejen i Middelfart Kommune er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere i et bedre arbejdsmiljø.

"Vi har i det sidste fem år arbejdet meget med at forbedre det fysiske arbejdsmiljø i dagplejen. Det har betydet, at vi nu ikke længere har fravær på grund af slidskader og vores sygefravær er gået fra 10,6 procent til 2,3 procent, det laveste fravær i hele kommunen," fortæller Vibeke Nolde, der er arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant, til Fagbladet FOA.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.