Håndværkere og SOSU'er slider sig syge på jobbet
Hårdt fysisk arbejdsmiljø fordobler risikoen for at komme på sygedagpenge, og dem med det laveste uddannelsesniveau er mest udsatte.
Byggeriet er en af de brancher, hvor sammenhængen mellem hårdt fysisk arbejdsmiljø og sygedagpenge er tydeligst.
Byggeriet er en af de brancher, hvor sammenhængen mellem hårdt fysisk arbejdsmiljø og sygedagpenge er tydeligst. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Scanpix


Risikoen for at komme på sygedagpenge er dobbelt så stor, hvis man har et hårdt fysisk arbejdsmiljø, og det rammer særligt dem med de korteste uddannelser, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det skriver Ugebrevet A4.

Det er alvorlige og skræmmende tal, lyder det fra både 3F og byggeriets arbejdsgiverorganisation, Dansk Byggeri.

Analysen viser, at et hårdt fysisk arbejdsmiljø fordobler risikoen for at komme på sygedagpenge, samt at dem med det laveste uddannelsesniveau er mest udsatte. Eksempelvis er lønmodtagere, der arbejder indenfor bygge og anlæg fire gange mere udsatte for at komme på sygedagpenge end mennesker, der arbejder med ledelse og vidensintensivt arbejde i et almindeligt fysisk arbejdsmiljø.

Det er inden for byggeriet og social- og sundhedsområdet, at sammenhængen mellem hårdt fysisk arbejdsmiljø og sygedagpenge er tydeligst.

»Tunge løft og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger igennem flere år nedslider mange og sender dem på sygedagpenge,« siger Jonas Schytz Juul, der er analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Ugebrevet A4.

Tallene kommer bag på Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef i byggeriets arbejdsgiverorganisation, Dansk Byggeri.

»Det er høje og skræmmende tal, som vi ikke kan lukke øjnene for,« siger hun til Ugebrevet A4.

Arbejdsgiverne og fagforeningerne har allerede et stort fokus på arbejdsmiljøet inden for byggeriet, understreger hun. Her har fokus særligt været på at undgå ulykker på byggepladserne.

»Det arbejde vil vi selvfølgelig fortsætte, men vi skal også til at kigge på, hvordan vi kan planlægge os til et bedre arbejdsmiljø og bruge tekniske hjælpemidler,« siger Mette Møller Nielsen.

Fagforbundet 3F mener, at der er behov for en effektiv kontrol i forhold til det belastende fysiske arbejdsmiljø, og at regeringens bebudede besparelser i Arbejdstilsynet er uacceptable. Det er særligt tilsyn med udenlandske firmaer, der er brug for, hvis der skal styr på det fysiske arbejdsmiljø i byggebranchen, mener arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F, Ulla Sørensen.

»Der er mange useriøse entreprenører, der overhovedet ikke har fokus på det forebyggende arbejde,« siger hun til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.