Godt tip til kommende pensionister: Sådan kan pengetanken øges
Med den rette plan for, hvordan friværdi og pension skal bruges, kan der være penge at hente for kommende pensionister.
Ældre Sagen anbefaler, at kommende pensionister skaffer sig overblik over deres egen økonomi.
Ældre Sagen anbefaler, at kommende pensionister skaffer sig overblik over deres egen økonomi. Foto: Scanpix/arkiv


Der kan være gode penge at tjene for kommende pensionister, hvis de lægger en plan for, i hvilken rækkefølge de bruger deres friværdier, pension, aktier mv., når de går på pension. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Et dugfrisk regneeksempel af en læsers økonomi giver læseren en halv million kroner over 20 år, hvis han følger en række anvisninger til punkt og prikke.

Læseren, som har fået analyseret sin privatøkonomi, er i dag 65 år. Han hedder Peter, er selvstændig og bor i eget hus i Nordsjælland med udsigt til at skulle betale 80.000 kroner om året i ejendomsskat som pensionist. Han vil gerne have råd til at blive boende.

- Hvis jeg kan få en halv million kroner ekstra ud af at følge de anvisninger, jeg har fået, så er det jo nærmest skræmmende. Det er efter skat. Det forfærdelige er egentlig, at vi har et system, der er blevet så kompliceret, at man som menigmand ikke kan overskue det, men er nødt til at ty til specialister for bare at få en almindelig hverdag som pensionist til at hænge sammen, siger Peter, der ikke har ønsket sit efternavn og dermed hele sin privatøkonomi blotlagt i avisen.

Sjællandske Medier har fået regnestykket lavet hos Finansplan, der rådgiver private og virksomhedsejere i økonomiske spørgsmål inden for bl.a. pension.

- Der skal meget komplicerede beregninger til, når man skal optimere sin opsparing for at få mere ud af sine penge. Det er bl.a. et samspil mellem det, man kan få fra det offentlige, når man går på pension, og hvilke modregningsregler der er gældende i de offentlige ydelser, siger René Kohlwes, partner i Finansplan, der holder til i Hillerød.

Netop modregningsreglerne kombineret med skat og afkast på såvel aktier som pension kan optimeres, så den enkelte pensionist over en årrække får flere penge mellem hænderne.

Ældre Sagen anbefaler, at kommende pensionister skaffer sig overblik over deres egen økonomi.

- I stedet for at køre syd for grænsen for at hente billige øl eller lede efter billige fladskærme på nettet, så kan man tjene gode penge ved at sætte en lørdag af til at se sin egen privatøkonomi igennem, siger økonomisk rådgiver i Ældre Sagen Erik K. Møller.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.