At antallet af frie lande i verden er steget med 3, er årets gode nyhed i Freedom Houses rapport om demokratisk frihed i verden i 2012. Det betyder, at nu er 43 % af verdens lande demokratisk frie.
Det lille land omkranset af Sydafrika, Lesotho, gik fra “delvis fri” til “fri” på baggrund af et fair og frit parlamentsvalg og en fredelig overdragelse af magten. Endnu et afrikansk land, nemlig Senegal, foretog samme oprykning som Lesotho. Freedom House havde samme begrundelser for oprykningen, som for Lesotho.
Øgruppen og landet Tonga, der ligger i Oceanien, er ligeledes steget i graderne og har opnået status som “fri”. Her er begrundelsen dog et mere frit miljø for pressen og for social og civil organisering. Vestafrikanske Sierra Leone har haft frie og fair valg samt fremskridt for gennemsigtighed fra præsidentens side.
Selvom positiv-listen er blevet tre lande længere, har hele fire lande altså bevæget sig op i kategorien “fri”.
Mali er den store taber
Forklaringen er, at Mali rykkede to pladser ned. Den væbnede konflikt i landet har fyldt medierne den seneste tid, og det er faldet fra kategorien “frit” til “ikke frit”. Mali var udsat for militærkup mod den demokratisk valgte præsident d. 22. marts sidste år. Desuden har kuppet ført til begrænset pressefrihed, bevægelsesfrihed og politisk frihed, står der i rapporten.
Malis politiske rettigheder gik fra en bedømmelse på 2 til en bedømmelse på 7, som er den dårligst mulige bedømmelse på Freedom House’s syvtrinskala. Ligeledes bevægede landet sig indenfor borgerlige rettigheder fra en bedømmelse på 3 til en bedømmelse på 5.
De ni mindst fri
På listen over verdens mindst frie findes 9 lande, der i begge kategorier, altså både politiske og borgerlige rettigheder, scorer den dårligste bedømmelse, nemlig 7. Denne liste tæller Nord Korea, Turkmenistan, Uzbekistan, Sudan, Ækvatorialguinea, Eritrea, Saudi Arabien, Syrien og Somalia.
Baggrunden for flere af disse lande er, at de er styret af diktatorer, militærjuntaer, etpartisystemer, eller som er gennemsyret af korruption, skriver Freedom House i rapporten.
Bedømmelserne
Freedom House inddeler lande i tre kategorier; fri, delvis fri og ikke fri. Herunder bliver landene bedømt på en skala fra 1-7 hvor 1 er mest frit. Denne skala bruges både til at bedømme politiske rettigheder og borgerlige rettigheder.
Hvordan landene bliver bedømt, modtager dog kritik af professor i Statskundskab ved Wisconsin Universitet David A. Armstrong II. Det tal, et land ender ud med, afspejler ikke alle de overvejelser og kompromiser, der ligger bag, skriver Armstrong II.
Bedømmelsen af landet bliver til på baggrund af en diskussion mellem en gruppe mennesker indenfor Freedom House, der beslutter det endelige nummer for landet. Desuden argumenterer Armstrong II for, at flere lande, som ellers er meget lig hinanden, får forskellig bedømmelse, samt at lande, der på ingen måde minder om hinanden, befinder sig i samme kategori.
Armstrong II vurderer dog, at mange af Freedom Houses tal ligger meget tæt op af Armstrong IIs egne undersøgelser.
Et frit land er ifølge Freedom House et sted, hvor der er fri politisk konkurrence, respekt for borgerlige rettigheder, uafhængige medier og frie og uafhængige borgerlige rettigheder.
Det giver sig selv, at et delvist frit land kun delvist opfylder ovenstående. Desuden er delvist frie lande ofte ramt af korruption, har en svag stat, som ikke sjældent regeres af en enkelt politisk interesse med overvejende magtposition, samt lider under religiøse og etniske uroligheder.
Et “ikke frit” land kendetegnes ved ikke at have hverken politiske eller borgerlige rettigheder, ifølge Freedom House.
Økonomiske (u)afhængighed
Freedom House siger selv, at de på ingen måde er farvede eller lader sig påvirker af at 80 % af deres financiering stammer fra den amerikanske regering, skriver The Economist.
De resterende 20 % bliver finansieret af private organisationer, som hovedsageligt er højreorienterede, skriver Right Web.
Det stærke økonomiske bånd til den amerikanske regering har ledt til en del spekulationer omkring, hvorvidt en organisation, der hævder at være en Non-Governmental-Organisation (NGO), kan være uafhængig, når så stor en del af dennes eksistens beror på finansiering fra USA, skriver Sunday Mail.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Kiki Hynding Handsen, verdensnyt.dk.
Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.