Gav uklare svar: Ministre skal igen i samråd om flygtninge
S og DF skoser justits- og integrationsministre for svar om politi og flygtningepres og indkalder nyt samråd.
Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, kritiserer justitsminister Søren Pind (V) for at tale udenom, hvorfor politiet ikke stopper flygtninge og migranter ved grænsen.
Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, kritiserer justitsminister Søren Pind (V) for at tale udenom, hvorfor politiet ikke stopper flygtninge og migranter ved grænsen. Foto: OLUFSON JONAS/free


Det står uklart, hvorfor rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg skiftede strategi torsdag 10. september.

Hundreder af flygtninge og migranter, der var kommet til Danmark, blev løsladt og blev ikke tjekket af politiet, men rejste i stedet til Sverige. Skyldtes det manglende ressourcer eller en ny strategi?

Det kræver Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, svar på fra justitsminister Søren Pind (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V).

De talte ifølge hende udenom ved et åbent samråd onsdag morgen i i Folketingets retsudvalg og integrationsudvalg.

- De to ting stritter direkte imod hinanden. Derfor er vi nødt til at have et samråd mere. Det er selvfølgelig nødvendigt, at vi har en regering, der forstår sit ansvar. Det virker, som om de to ministre er lidt fortørnet over, at de skal i samråd, siger Trine Bramsen.

Trine Bramsen får støtte fra Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, som også beskylder ministrene for at tale i tunger. Hun vil vide, om regeringen støtter, at udlændinge frit kan krydse grænsen uden kontrol.

- Jeg synes ikke, at vi har fået et klart svar justitsministeren. Ønsker han, at denne situation skal ændres, hvor vi er transitland for asylshoppere på vej til Sverige? Han siger, at politiet opfører sig empatisk. Det er en pinlig situation, siger Marie Krarup.

- Det kan vi jo ikke leve med på langt sigt. Vi er nødt til at gøre noget ved det. Vi må vide, om det var en strategi, eller om det var en fejl, fordi der manglede ressourcer.

Marie Krarup påpeger, at folkevandringen fortsætter med flygtninge og migranter, som ifølge hende skal stoppes ved grænsen.

- Det er der ingen tvivl om. Som reglerne er, så har man faktisk en forpligtelse til at udvise en person, som ikke søger asyl og opholder sig ulovligt i Danmark, siger Marie Krarup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.