Dronning Margrethe fylder 78 år mandag den 16. april, og når landets regent har fødselsdag, plejer hun at få et væld af gaver fra venner og bekendte og fra familien og offentligheden.
Her er et lille udpluk af dronningens fødselsdagsgaver gennem tiden:
Da dronningen fyldte 60 år i 2000, fik hun blandt andet Saxos Danmarkshistorie og en komplet samling af Olsen banden-filmene.
Da monarken fyldte 70 år i 2010, fik hun en bronzeskulptur af sin mand, prins Henrik, der døde 13. februar i år.
Værket er lavet af prinsen selv og forestiller en mand og en kvinde i omfavnelse.
I anledning af dronningens 75-års fødselsdag i 2015 fik regenten en staudehave til slotsparken ved Fredensborg Slot af regeringen og Folketinget.
I anledning af samme fødselsdag forærede Fredensborg Kommune regenten et valnøddetræ til at stå i den private del af haven ved Fredensborg Slot, hvor halvdelen af prins Henriks aske skal nedsættes.
Samme kommune gav i 2010 dronningen 500 norske rødgran til plantning i slotshaven i anledning af hendes 70-års fødselsdag.
Da dronningen fyldte 75 år i 2015, fik hun også en gade i Den Gamle By i Aarhus opkaldt efter sig, mens hun modtog en sort bjørneskindsmuffe af De Danske Garderforeninger.
- Vi håber, at muffen vil varme fingrene i fremtiden, så majestæten fortsat kan udfolde sig i sit kunstneriske es, skrev De Danske Garderforeninger på sin hjemmeside.
På sin fødselsdag i år vil dronning Margrethe sammen med den kongelige familie træde ud på balkonen ved Christian IX's Palæ på Amalienborg klokken 12 og hilse på de fremmødte.
Det er også muligt at sende dronningen en personlig lykønskning, har kongehuset oplyst.
Gratulationslister vil være fremlagt i porten i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K, 16. april fra klokken 10.00 til 14.00.
/ritzau/