En ud af fem danskere mener, at samfundet som helhed skal sænke lønningerne for at sikre konkurrenceevnen og komme bedst muligt gennem krisen. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.
Det er tegn på, at arbejdsgiverne har gjort deres forarbejde godt. For ifølge Jørgen Stamhus, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, kan meget afgøres, allerede inden parterne sætter sig til forhandlingsbordet.
”Det handler om forventningsafstemning. Og det er lykkedes arbejdsgiverne at drosle vores forventninger helt ned. Så de har allerede vundet meget,” siger han og forudser en arbejdsgiverdomineret forhandlingsproces.
”Lønmodtagerne skal koncentrere sig om ikke at komme alt for galt af sted,” siger Jørgen Stamhus.
Han mener, den manglende tro er tegn på krisebevidsthed i befolkningen, og forventer, at det er industrien, der må betale prisen og være dem, der fortrinsvis går ned i løn for at sikre Danmarks konkurrenceevne.
Spillet er tabt
Normalt er det vigtigt at sikre en reallønsstigning, så vores løn ikke bliver overhalet indenom af stigende priser på fødevarer, tøj og biler. Men det er langt fra virkeligheden forud for den kommende tids forhandlinger. Vi er nemlig glade, hvis bare vi kan beholde vores job.
”Forventningerne er mindre end ønsket om at beholde sit job – det er lige før, man undlader at stille krav, hvis bare man har et job,” siger Jørgen Stamhus.
Han kalder resultatet en selvopfyldende profeti, fordi forventningerne er bragt ned på så lavt et niveau, at parterne kan blive enige om minimale lønstigningstakster.
Arbejdsgiverne har bukserne på
Hvis lønmodtagerne skal undgå at tabe alle muligheder på gulvet, skal de flytte fokus fra lønsedlen og tænke anderledes. Det mener Mikkel Mailand, der er leder af Københavns Universitets center for arbejdsmarkedsforskning (FAOS)
”Man får ikke noget ud af at komme med høje lønkrav,” siger han.
Han mener i stedet, at lønmodtagernes forhandlingsledere kan få mere ud af at stille billigere krav for eksempel om tryghed ved fyring og anerkendelse af arbejdet, som også er blandt lønmodtagernes krav ved de forestående forhandlinger.
”Det er arbejdsgiverne, der har bukserne på, og på grund af økonomien vil de feje mange krav af bordet,” siger han.
Spørgsmål:
SAS-ansatte accepterede lønnedgang, der tales om løntilbageholdenhed til overenskomstforhandlinger, og senest har Venstre meldt ud, at der skal lønnedgang til for at sikre den danske konkurrenceevne.
Hvor enig er du i følgende udsagn: "Det danske samfund skal som helhed sænke lønningerne for at øge konkurrenceevnen og komme bedst muligt igennem krisen?"
- Enig: 19 procent
- Uenig, vi bør nøjes med at udvise løntilbageholdenhed: 59 procent
- Helt uenig, vi skal hverken sænke lønninger eller udvise løntilbageholdenhed: 14,7 procent
- Ved ikke: 7,3 procent
Analyseinstituttet Wilke for Avisen.dk på baggrund af 556 repræsentativt udvalgte respondenter over 18 år.