Frans Nielsen scorer og vinder kampen om New York
Både Frans Nielsen og Lars Eller scorede i NHL, mens Nikolaj Ehlers tegnede sig for en assist.
Frans Nielsen jubler over en holdkammerats scoring i sejren over lokalrivalen New York Rangers natten til fredag.
Frans Nielsen jubler over en holdkammerats scoring i sejren over lokalrivalen New York Rangers natten til fredag. Foto: Kathy Kmonicek/AP


Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen scorede i lokalopgøret mellem New York Islanders og New York Rangers i NHL natten til fredag. Danskerens klub, Islanders, vandt 4-1. Nielsens mål faldt med 15 sekunder tilbage af anden periode.

Pucken blev sendt på tværs tæt foran mål, og modtager Frans Nielsen hamrede til den. Det var ikke den mest yderlige afslutning, men Rangers-målmand Henrik Lundqvist fumlede pucken i mål, så Islanders var foran 3-0. Det blev målmandens sidste aktion i kampen.

For Frans Nielsen og co. var det samtidig sæsonens fjerde sejr over naboklubben, og det er aldrig tidligere sket, at det er lykkedes at vinde samtlige grundspilskampe over rivalen i en sæson.

Sejren bringer samtidig Islanders foran Rangers i stillingen. Begge hold er dog sikre på at gå i slutspillet uanset resultaterne i henholdsvis Islanders sidste to kampe i grundspillet og Rangers' sidste kamp.

Lars Eller kom ligeledes på måltavlen, da han fire minutter før tid scorede det sidste mål i Montreal Canadiens 4-2-sejr over Carolina Hurricanes.

Unge Nikolaj Ehlers, der har fået sit gennembrud i denne sæson, kom også på pointtavlen, da han assisterede Winnipeg Jets' 4-4-mål i 5-4-sejren over San Jose Sharks.

Mikkel Bødker fik cirka 18 minutter på isen, da han sammen med Colorado Avalanche tabte 2-4 til Dallas Stars. Klubben kommer ikke i slutspillet.

Det blev også til et nederlag for en pointløs Jannik Hansen, da Vancouver Canucks fortsatte en sløj sæson med at tabe 3-7 til Calgary Flames.

Målmanden Frederik Andersen var ikke på isen, da Anaheim tabte 1-2 til Los Angeles Kings.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.