Frankrig: Operationer mod civile syrere må stoppes
Det er absolut nødvendigt, at Syrien og Rusland stopper deres militære operationer mod civile, siger Fabius.


Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, opfordrer Syriens regeringsstyrker og deres russiske allierede til øjeblikkeligt at indstille belejring af byen Madaya og stoppe luftangreb på andre byer forud for planlagte fredsforhandlinger 25. januar.

- Det er absolut nødvendigt, at Syrien og Rusland stopper deres militære operationer mod civilbefolkningen, og det er navnligt nødvendigt, at de lidelser, som befolkningen i Madaya og i alle de belejrede syriske landsbyer bliver udsat for, afsluttes, siger Laurent Fabius.

Han gentager, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, ikke kan blive ved magten.

Fabius henviser til en resolution om Syrien, der er blevet enstemmigt vedtaget af Sikkerhedsrådet.

Resolutionen beder FN om at stille sig i spidsen for en proces, der skal få den syriske regering og oppositionspartier til forhandlingsbordet i januar. Formålet er at få etableret en våbenhvile og at få dannet en overgangsregering.

Mindst otte børn er dræbt ved et russisk luftangreb i Syriens Aleppo-provins, hvor en skole blev ramt. Det oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Overvågningsgruppen siger, at mindst 20 personer - alle elever og lærere - blev såret ved angrebet i byen Anjara i den nordlige provins.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder oplyser også, at yderligere tre børn er blev dræbt af oprørere, som beskød et distrikt i storbyen Aleppo.

Udtalelserne fra den franske minister blev fremsat samtidig med, at den første forsyning med nødhjælp er på vej fra Damaskus til den hungerramte by Madaya.

- Konvojen indeholder 330 ton mad og medicinsk udstyr. Forsyningerne skulle være nok til til at hjælpe de sultramte indbyggere i Madaya i 40 dage, siger meddeler Syriens Røde Halvmåne.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.