Forsvarsminister tror på bred enighed om køb af kampfly
Regeringen ønsker at holde finansieringen af de nye fly inden for det nuværende budget, fastholder minister.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Peter Christensen (V) offentliggjorde på et pressemøde torsdag, at regeringen indstiller til at Joint Strike Fighter skal være det danske forsvars nye kampfly. Forsvarsministeren tror på, at der ender med at være bred enighed om indkøbet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Peter Christensen (V) offentliggjorde på et pressemøde torsdag, at regeringen indstiller til at Joint Strike Fighter skal være det danske forsvars nye kampfly. Forsvarsministeren tror på, at der ender med at være bred enighed om indkøbet. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Forsvarsminister Peter Christensen (V) tror på, at der kan nås enighed om køb af kampfly i hele den nuværende forsvarsforligskreds. Det siger han efter det første møde med partierne, efter at regeringen har fremlagt sit udspil.

På mødet har forligskredsen gennemgået den rapport, der ligger bag, at regeringen anbefaler, at Danmark indkøber 27 nye kampfly af typen F-35, også kendt som Joint Strike Fighter.

- Der vil nu være en lang møderække, hvor vi skal have fælles vidensniveau, og der vil være mange spørgsmål, der skal besvares, siger Peter Christensen.

Partierne har dog ifølge ministeren endnu ikke meldt endeligt ud, hvad de mener om regeringens forslag, da de først skal have tid til at sætte sig ind i det omfattende materiale.

Spørgsmål: Hvad vurderer du bliver de største knaster i forhandlingerne?

- Det synes jeg er for tidligt at sige. Jeg fornemmer, at forsvarsforligskredsen er meget interesseret i, at vi finder en erstatning for vores gamle F-16-fly.

Det er også for tidligt at spå om, hvornår en beslutning er på plads, mener ministeren. Men han tror på, at hele den nuværende forligskreds kan blive enig.

- Det har jeg en forventning om, og jeg vil i hvert fald gøre mit til, at vi når en fælles holdning i hele forligskredsen, siger Peter Christensen.

Ud over Venstre selv består forsvarsforligskredsen af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF, De Radikale og Konservative.

Allerede inden forhandlingerne er gået rigtigt i gang, står det klart, at partierne er ret uenige om, hvad der er bedst for Danmark.

SF vil købe så få og billige fly som muligt, mens De Konservative vil have 30 kampfly og i øvrigt tilføre Forsvaret flere penge. Dansk Folkeparti er enig i, at Forsvaret skal have flere penge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.