For første gang i fem år får Danmark færre indvandrere
Mindre indvandring fra Syrien og Eritrea er en stor del af forklaringen på faldende indvandring til Danmark.
Personer fra Syrien udgør den største gruppe af personer, der det seneste år er indvandret til Danmark.
Personer fra Syrien udgør den største gruppe af personer, der det seneste år er indvandret til Danmark. Foto: Aarestrup Pedersen Rune/Polfoto


I det seneste år - fra juli 2015 til juni 2016 - har 76.304 udenlandske statsborgere krydset den danske grænse med det formål at bosætte sig i her landet.

Det er et fald på 1113 personer sammenlignet med de foregående fire kvartaler.

For første gang i fem år ses således et fald i antallet af indvandringer, der er registreret i løbet af et år. Det oplyser Danmarks Statistik på sin hjemmeside.

Danmarks Statistik definerer indvandrere som personer, der er født i udlandet, og som ikke har forældre, der er danske statsborgere og født i Danmark.

Syrien er det land, hvorfra flest statsborgere er kommet til Danmark det seneste år. Fra sidste sommer til denne sommer er der ankommet 11.569 syrere.

For første gang i syv år har der imidlertid været et fald i indvandringer fra Syrien.

Faldende indvandring fra Syrien samt fra det østafrikanske land Eritrea er ifølge Danmarks Statistik skyld i en stor del af det generelle fald i antallet af indvandringer.

Netop de syriske statsborgere fremhæver Danmarks Statistik som en interessant gruppe det seneste år på grund af deres alder- og kønsfordeling.

Halvdelen af syrerne er under 18 år. Og de syriske drenge og mænd er i overtal i langt de flest aldersklasser under 29 år.

Efter Syrien følger Rumænien, som står for det næststørste antal indvandringer. 5388 rumænere er indvandret til Danmark det seneste år.

Top-ti-listen over lande, hvis statsborgere er rejst til Danmark i perioden fra sidste sommer til denne sommer, tæller desuden Polen, USA, Tyskland, Indien, Litauen, Italien, Norge og Kina.

Landene er rangeret efter antallet af statsborgere, der er rejst til Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.