Folkesygdom hærger: Disse kommuner er særligt ramt
Der er stor forskel på, hvor udtalt stress er i forskellige egne af landet. Især er koncentrationen af stressede borgere høj i socialt belastede kommuner, viser undersøgelse om ulighed.
Stress er særligt udbredt i kommuner, der har høj arbejdsløshed og mange borgere på overførselsindkomst.
Stress er særligt udbredt i kommuner, der har høj arbejdsløshed og mange borgere på overførselsindkomst. Scanpix, arkiv


Det er for længst blevet udråbt til vor tids folkesygdom. En epidemi, der breder sig på tværs af aldersgrupper, samfundslag og sociale skel. Men faktisk er stressen langt mere udtalt i visse egne af landet end andre. I flere kommuner er helt op imod en tredjedel af borgerne stressede. I andre er det under hver sjette, skriver Ugebrevet A4.

Det viser en ny undersøgelse om ulighed i danskernes sundhed, som tænketanken Cevea har lavet.

Og det er især i forvejen belastede kommuner, der har mange stressede borgere, fortæller analysechef Frank Skov til Ugebrevet A4.

"Der er en klar sammenhæng mellem de områder, der har et højt stressniveau, og de områder, der kæmper med andre socioøkonomiske problemer. Det er de samme kommuner, som er hårdt ramt," siger han.

Indsatsen mod stress blandt borgerne er alt for tilfældig og varierer voldsomt fra kommune til kommune, fortæller Thomas Milsted, formand for Stresstænketanken.

"De kommuner, der har mest behov for en indsats, er også typisk dem, der har den mindste indsats. Det kan både være et spørgsmål om ikke at ville det, men også, at det ikke bliver prioriteret, fordi det ikke har nogen konsekvens. De bliver ikke evalueret eller målt på det," siger Thomas Milsted til Ugebrevet A4.

Han nævner Frederiksberg som en kommune, der kaster mange ressourcer efter stresshåndtering, selvom problemet ikke er så udtalt her.

Stressen er især høj i mange sønderjyske, fynske samt vest- og sydsjællandske kommuner.

Men også enkelte kommuner i hovedstaden har mange stressede borgere. Faktisk er Ishøj den kommune med allerflest. Her er næsten en tredjedel, 28,6 procent, af borgerne stressede.

Borgmester Ole Bjørstorp (A) kender problematikken alt for godt.

"Vi har den højeste arbejdsløshed i landet og mange borgere på overførselsindkomst med en stram økonomi. Det giver stress blandt vores borgere," siger Ole Bjørstorp til Ugebrevet A4.

I den helt anden ende af skalaen ligger mange nordsjællandske kommuner, herunder Allerød Kommune, der med sine blot 15 procent har absolut færrest stressede borgere.

For borgmester Jørgen Johansen (K) er det ikke overraskende. For her er de sociale kår - modsat situationen i Ishøj - rigtig gode.

"Vores borgere er generelt veluddannede og har ofte stor indflydelse på planlægningen af deres arbejde. De har meget overskud, og der er et højt niveau af engagement, hvor folk hjælper hinanden på tværs af fritidsaktiviteter og foreninger. Det, tror jeg, bevirker, at folk er mindre stressede her," siger han til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.