FOAs formand Dennis Kristensen advarer nu regeringen. Et politisk indgreb i lærerkonflikten må ikke indeholde særskilte lønforhøjelser til lærerne for at undervise mere.
- Vil regeringen invitere folkeskolelærerne til et gilde, hvor sponsorerne, der kommer til at betale, vil være FOAs medlemmer og de andre ansatte i kommunerne. Det vil være vildt uacceptabelt, og det skal regeringen holde fingrene fra, siger Dennis Kristensen til TV 2 Nyhederne.
FOA-formanden henviser til finansministerens udtalelser i mandags efter det endelige forhandlingssammenbrud med skolelærerne.
Her ærgrede Bjarne Corydon (S) sig over, at lærerne ikke ville lade sig inspirere af gymnasielærerne, der tidligere har aftalt flere undervisningstimer med finansministeren.
De fik nemlig også lønkompensation på op til 3.000 kr. om måneden som en del af aftalen. Får skolelærerne noget tilsvarende betyder en særlig regulering for de offentligt ansattes lønstigninger, at andre formentlig ikke kan få det, der er aftalt.
Samlet set reguleres de offentlige nemlig efter udviklingen på det private arbejdsmarked.
Bjarne Corydon ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt Dennis Kristensen overhovedet har grund til bekymring og det samme gælder kommunernes chefforhandler Michael Ziegler.