Flyekspert: Russisk interesse for civile fly er bekymrende
Det er foruroligende, at Rusland nu jagter civile flyvemaskiner over Østersøen, siger flyekspert.


Det var nær gået helt galt, da et passagerfly fredag lettede fra Københavns Lufthavn og kort tid efter kun lige nøjagtig formåede at undvige et russisk militærfly over Østersøen.

Ifølge ekspert i flysikkerhed Hans Christian Stigaard, der er tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn, er det dybt bekymrende, at Rusland tilsyneladende er begyndt at rette sine provokationer mod civile.

- Der er intet nyt i, at russerne kommer med militærfly og afprøver Nato-beredskabet i Østersøen. Det har de gjort siden begyndelsen af 1970'erne, siger Hans Christian Stigaard.

- Det helt nye er, at de kommer så tæt på civile. De ved helt sikkert godt, at det er et civilt rutefly, og det er meget bekymrende, at de kommer så tæt på, siger flyeksperten.

Han forklarer, at en pilot i et passagerfly er temmelig prisgivet, hvis et russisk fly er ude på ballade.

- En pilot kan ikke ligge og kaste et passagerfly rundt på himmelen, sådan som et militært jetfly kan. Et langt stykke hen ad vejen kan han blot sidde og håbe på, at russeren har set ham, og at han afviger, siger Hans Christian Stigaard.

Han mener imidlertid ikke, at almindelige passagerer har grund til at frygte kommende flyrejser.

- I bund og grund bliver vi nødt til at tro på, at russerne godt ved, hvad de gør.

På den anden side påpeger eksperten, at det område af Østersøen, hvor de to fly nær kolliderede, er et særdeles trafikeret område.

- Næsten alle fly fra København og Sverige, der skal ned over den østlige del og det græske øhav, flyver den vej. Der er også alle de fly, der skal til Finland og de baltiske lande. Det er et travlt område, siger Hans Christian Stigaard.

Det er anden gang inden for kort tid, at et passagerfly nærmede sig en kollision med et russisk militærfly.

3. marts var det således også meget tæt på at gå galt, da et SAS-fly med 132 passagerer om bord blot var 90 meter fra at kollidere med et russisk overvågningsfly.

- Det allerværste scenarie er, at to af dem støder sammen. Så har vi en situation, som ingen af os kan overskue. Det tror jeg heller ikke, at russerne kan, siger Hans Christian Stigaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.