Flere piger kan nu gratis få de tre stik, der tilsammen fungerer som vaccine mod livmoderhalskræft.
Indtil nu har piger på op til 15 år gratis kunnet modtage HPV-vaccinen mod sygdommen, der kort før jul slog skuespilleren Mira Wanting ihjel.
Men nu hæves den permanente aldersgrænse for piger, der får tilbudt vaccinen, for regeringen sætter nemlig 20 millioner kroner af, så piger helt op til 18 år får tilbudt vaccinen. Det skriver metroexpress.
- Vaccinen virker bedst, jo færre seksuelle partnere man har haft, og derfor vælger vi ikke at gøre det permanent, at kvinder op til 26 år skal have mulighed for at få vaccinen, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF) til avisen.
Helle Kiellberg Larsen er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital, og hun er ærgerlig over, at regeringen ikke udvider ordningen til også at gælde mænd:
- Mænd, der dyrker sex med mænd, eller med kvinder, der ikke er vaccineret eller med kvinder fra andre lande, er jo ikke beskyttet, blot fordi vi vaccinerer unge piger, siger hun til metroxpress.
Sundhedsministeren er heller ikke afvisende overfor, at mænd i fremtiden skal tilbydes vaccinen.
- Jeg følger forskningen på området, men der er endnu ikke tilstrækkeligt belæg for, at den har effekt hos mænd, til at vi vil udvide, siger Astrid Krag.
/ritzau/