Antallet af boligejere, der kom bagud med afdragene på boligen eller måtte lade hjemmet gå på tvangsauktion, steg en anelse i juli.
Det viser tal fra Realkreditrådet og Danmarks Statistik.
- Reelt er der tale om så lille et udsving, at det ikke peger i nogen ny retning for tendensen. Antallet af tvangsauktioner bevæger sig stadig i niveauet omkring eller lidt under 400 om måneden.
- Det er lavere end sidste år, men stadig klart højere end, hvad man kunne kalde normalt, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.
Det laveste antal tvangsauktioner siden statistikkens start i 1979 var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden, mens det højeste var i 1990 med 1695 om måneden.
I 2013 har det sæsonkorrigerede gennemsnit ligget på 395 tvangsauktioner om måneden.
Men trods stigningen i antallet af boligejere, der ikke kan betale til tiden, er niveauet forholdsvist fornuftigt, lyder det fra Realkreditrådet.
- Boligejerne har en fornuftig økonomi og betaler deres boligydelse til tiden. Det skyldes blandt andet, at ledigheden er lav i forhold til tidligere kriseperioder i dansk økonomi, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
I dag mangler boligejerne at betale 31 øre for hver 100 kroner, der skulle være betalt til realkreditinstitutterne ved terminen i marts.
Hun understreger, at boligejernes betalingsproblemer dermed nu er otte gange mindre end under krisen i 1990'erne. Restancerne er desuden halveret siden 1. kvartal 2010 og ligger tæt på det laveste niveau i fire og et halvt år.
Antallet af tvangsauktioner steg med 16 den seneste måned, hvor der var 386 tvangsauktioner, viser opgørelse fra Danmarks Statistik. Samtidig er antallet af boligejere, der ikke betaler til tiden, vokset med 100 det seneste kvartal.
I alt er cirka 4500 ud af landets omkring 1,5 millioner boligejere bagud med betalingerne.
Ane Arnth Jensen mener, at tallene kunne have været højere, hvis danskerne ikke havde haft adgang til billige boliglån.
- Det er ofte længerevarende ledighed, sygdom eller en skilsmisse, der kan føre til betalingsproblemer. I forhold til tidligere kriser har boligejerne bedre muligheder for få en lavere ydelse, hvis økonomien strammer.
- Afdragsfrie lån eller rentetilpasningslån har uden tvivl hjulpet boligejere, der i en periode har haft problemer med at betale boligydelsen, siger Ane Arnth Jensen
/ritzau/