Fifa-præsident afviser boykot af VM i Rusland
Det internationale fodboldforbund (Fifa) støtter ubetinget Rusland som VM-vært i 2018 trods massiv kritik.


Præsidenten for det internationale fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, afviser, at en boykot af Rusland som VM-vært i 2018 kan komme på tale som konsekvens af konflikten mellem Rusland og Ukraine.

- En boykot vil aldrig have en positiv effekt. Vi stoler på landet og landets regering. Fifa støtter betingelsesløst Rusland som vært for VM, siger Blatter til nyhedsbureauet R-Sport.

Udtalelserne kommer, efter at en række europæiske nationer i sidste måned angiveligt diskuterede en boykot som følge af konflikten i det østlige Ukraine.

Politikere i Storbritannien, Tyskland og USA har desuden blandt andet talt om en mulig boykot af Rusland som VM-vært.

- Når vi modtager breve fra Nordamerika om at boykotte Rusland, siger vi til afsenderne, at dette er fodbold, siger Blatter og tilføjer:

- Rusland er verdens største land. Rusland er i et internationalt søgelys. Fodbold kan ikke kun forene Rusland, men også vise hele verden, at fodbold er stærkere end nogen som helst protestbevægelse.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.