Field's: Vores ansatte er bekymrede
Den øgede grænsekontrol til Sverige bekymrer Field's i København, der har over hundrede svenske ansatte. Det værste er usikkerheden om forlænget og besværlig transport til arbejde.
Field's har over hundrede svenskere ansat. Derfor bekymrer den øgede grænsekontrol dem. Vil det betyde meget længere transporttider for deres ansatte og dermed problemer med at rekruttere svenske ansatte?
Field's har over hundrede svenskere ansat. Derfor bekymrer den øgede grænsekontrol dem. Vil det betyde meget længere transporttider for deres ansatte og dermed problemer med at rekruttere svenske ansatte? Foto: Bax Lindhardt, Scanpix


Hvad kommer den øgede grænsekontrol mod Sverige til at betyde for svenskere, der arbejder i Danmark?

Det er et spørgsmål, som mange i det københavnske shopping-center Field's stiller sig selv.

Her arbejder over hundrede svenskere. Og derfor kan øget transporttid og køer ved ID-kontrollen på stationen i lufthavnen have stor betydning.

- Det værste er usikkerheden for, hvad det vil betyde, siger Center Manager i Field's, Lotte Eiskjær Andersen, til Avisen.dk.

Lang transporttid?

Selvom hun kan se, at de svenske ansatte tager det stille og roligt, kan hun også fornemme bekymring.

Den største usikkerhed går på, hvor meget længere transporttiden bliver.

Et spørgsmål er for eksempel, om de svenske ansatte skal tage afsted flere timer før, fordi der kan være lange køer ved kontrollen.

Det kan ifølge Lotte Eiskjær Andersen specielt skabe problemer for de ansatte, der skal hente børn i børnehaven.

- Hvis det bliver for kompliceret at komme på arbejde, kan det selvfølgelig godt betyde, at nogle vil søge job andet sted, siger Lotte Eiskjær Andersen.

Ser det hele an

Hun tør dog ikke spå om, hvorvidt grænsekontrollen vil betyde, at butikkerne i Field's bliver nødt til at lede efter ny arbejdskraft.

- Det tør jeg slet ikke sige. Men indtil videre kan jeg se, at vores butikker tager den med ro og ser det hele an, siger Lotte Eiskjær Andersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.