Fattigrøve går mere på restaurant
En ny undersøgelse viser, at folk med en lav indkomst som den eneste befolkningsgruppe køber mere mad ude.
Selvom du er i lavindkomstgruppen, kan du godt have en højere disponibel formue, som fx pensionist. Det kan være en af årsagerne til, at lavindkomstgrupperne går mere ud for at spise.
Selvom du er i lavindkomstgruppen, kan du godt have en højere disponibel formue, som fx pensionist. Det kan være en af årsagerne til, at lavindkomstgrupperne går mere ud for at spise. SCANPIX arkiv


Antallet af restaurantbesøg har ikke nødvendigvis noget at gøre med, at man tjener rigeligt med penge.

Ny undersøgelse fra Horesta viser, at folk med færrest penge mellem hænderne som de eneste køber flere burgere, bajere og bøffer ude, end de gjorde, da krisen satte ind i 2008.

Danskerne forlader sjældnere hjemmet, når de skal spise ude, end de gjorde i 2008, men det forholder sig helt modsat med lavindkomstgrupper med en årlig indkomst på under 200.000 kroner. Det skriver foodculture.dk.

Prioriterer et godt måltid mad højt

I 2008 havde netop denne gruppe færre restaurantbesøg om året end gennemsnittet, og undersøgelsens tal viser samtidig, at lavindkomstgruppen i 2013 havde flere restaurantbesøg end gennemsnittet.

"Helt generelt, er det en gruppe, der faktisk prioriterer en måltidsoplevelse. Det er noget, man allerede kunne se før krisen, men som er blevet fastholdt efterfølgende," siger Tine Skriver, fødevarechef i Horesta.

Flere billige restauranter på landkortet

Gruppen med den laveste indkomst nedprioriterer ikke bare i stigende grad hjemmekøkkenet, det er også den del af befolkningen, der oftest forlader hjemmet for at få stillet sulten eller tørsten. De er kun overgået af indkomstgrupper i den anden ende, nemlig dem der årligt tjener mere end 1 million kroner.

Ifølge Marianne Gregersen, forbrugerøkonom i Landbrug & Fødevarer, er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem indkomst og forbruget på måltidsoplevelser:

"Selvom du er i lavindkomstgruppen, kan du godt have en højere disponibel formue, som fx pensionist," siger hun.

Tine Skriver mener også, at det stigende antal restaurantbesøg kan tilskrives blandt andet en ældre gruppe af befolkningen, der i stigende grad har for vane at gå ud. Desuden er der også sket en udvikling i udbuddet af restauranter, der tilbyder god mad til billige penge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.