Farlig app: Svindlere kan bruge dit dankort
1,6 millioner bruger Danske Banks betalings-app 'MobilePay'. Nu har kriminelle fundet en måde at bruge appen til at svindle.
Kriminelle har fundet en måde at bruge MobilePay til at få fat i andres penge.
Kriminelle har fundet en måde at bruge MobilePay til at få fat i andres penge. Foto: Scanpix


Kriminelle har opdaget en måde at bruge Danske Banks betalings-app 'MobilePay' til at svindle sig til penge, skriver mx.dk.

Der findes 1,6 millioner brugere af Danske Banks app 'MobilePay'. Og også kriminelle har fundet vej til at bruge appen til at få fat i andre folks penge. De aflurer eller køber sig til oplysninger, som står på ethvert kreditkort. Med et anonymt taletidskort sat i en smartphone opretter de så en MobilePay-konto med andres kortoplysninger. MobilePay stiller nemlig ikke krav om, at brugerne identificerer sig med NemID, og derfor er det muligt at bruge stjålne kort.

Politikommissær Martin Kofoed fra Rigspolitiets Cyber Crime Center forklarer, hvordan MobilePay udnyttes af kriminelle.

"Der er aktuelt en håndfuld igangværende sager mod organiserede herboende kriminelle, der stjæler, franarrer eller køber kreditkort-oplysninger, som de tilknytter et højt antal MobilePay-konti, som typisk er på telefoner med taletidskort," siger politikommissæren.

Svindlerne kan bruge appen til at handle i butikker og med private, indtil kortets ejer spærer kreditkortet.

"De overfører så pengene til en række medgerningsmænds MobilePay-konti. De går ned og hæver pengene i hæve-automater. Udbyttet kan være højt, og det foregår organiseret og systematisk. I hver sag er der mindst fire-fem sigtede personer," siger han.

Chef for Danske Banks MobilePay-division, Mark Wraa-Hansen, mener, at der kun findes få svindelsager. Han forsikrer om, at banken holder øje med med problemet, og dækker eventuelle tab, der skyldes svindel.

Kilde: mx.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.