FAKTA: Det indeholder den nye vandreform
Miljøministeren og et bredt flertal i Folketinget er enige om en reform af vandsektoren. Bliv klogere her.


Regeringen og fem andre partier i Folketinget har onsdag indgået en aftale om en ny vandsektorlov. Den skal blandt andet sikre, at forbrugerne kan få rent vand til en ordentlig pris.

Se aftalens fire hovedpunkter her:

* Mere effektivitet i vandsektoren:

Sektorens effektiviseringspotentiale på 1,3 milliarder kroner indhentes med en ny og simplere model, så omkostningseffektiviteten forbedres og borgere og virksomheder dermed får et kvalitetsprodukt til færre penge.

* Bedre grundlag for miljø, service og forsyningssikkerhed på højt niveau:

Den nye aftale sikrer, at kommende reguleringer af vandsektoren understøtter og udvikler en forsyning, som har høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, og som tager hensyn til forsyningssikkerhed, klima og natur.

* Mindre bureaukrati:

De administrative byrder vil blive mindre gennem en simplere model og et enklere tilsyn.

* Bedre rammer for udvikling af teknologi:

Samarbejde mellem vandselskaber og private virksomheder skal fremmes for at gøre driften i selskaberne mere effektiv og forbedre virksomhedernes udvikling af teknologi- og eksportaktiviteter.

Kilder: Miljøministeriet

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.