Fagforbund om landbrugspakke: Urimeligt pres på embedsmænd
Hvis embedsmænd er blevet presset til at opnå et politisk flertal, er det et problem ifølge magisterforening.
Embedsfolkene blev over flere måneder indkaldt til en række møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mens andre møder involverede en stribe Venstre-ministre, hvis ressortområde havde lidt eller meget lidt med landbrug eller miljø at gøre.
Embedsfolkene blev over flere måneder indkaldt til en række møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mens andre møder involverede en stribe Venstre-ministre, hvis ressortområde havde lidt eller meget lidt med landbrug eller miljø at gøre. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Det er et problem, at regeringen angiveligt har lagt maksimalt pres på embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet for at levere en landbrugspakke, som gavnede landmændene mest muligt.

Sådan lyder det i en kommentar fra Dansk Magisterforening, som organiserer akademikere inden for humaniora, samfundsfag og sundhedsvidenskab.

- Når flere ministre er med til at lægge pres på embedsmændene i et ministerium for at opnå et bestemt resultat, ligner det et koordineret politisk pres. Det kan vi ikke leve med i et retssamfund, siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.

Berlingske har talt med centrale kilder, der fortæller, at Venstre pressede embedsmændene for at slække på pakkens miljøvenlige tiltag.

Embedsfolkene blev over flere måneder indkaldt til en række møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mens andre møder involverede en stribe Venstre-ministre, hvis ressortområde havde lidt eller meget lidt med landbrug eller miljø at gøre.

- Hvis vi skal kunne stole på vores samfundsmodel, hvor embedsmænd og uafhængige forskere frit kan komme med deres rent faglige vurderinger, så dur det simpelt hen ikke, at man forsøger at spænde dem for en politisk vogn, siger Camilla Gregersen.

Derfor mener Dansk Magisterforening, at sagen om landbrugspakken kalder på en generel styrkelse af embedsmænds rettigheder i det offentlige, men det møder ikke opbakning hos Djøf, der organiserer jurister og økonomer.

- Helt generelt er det et vilkår for embedsmænd, at de skal arbejde for at realisere regeringens og ministerens politik inden for de love og regler, der gælder og sikre en balance mellem politik og faglighed, siger Henning Thiesen, formand for de offentlige chefer i Djøf, i en kommentar.

Hvis man som embedsmand mener, at ens faglighed i arbejdet med en sag bliver tilsidesat, er det vigtigt at rejse kritikken opad i systemet, lyder argumentet.

- Det er i sidste ende ministerens beslutning og ansvar, som øverste chef, hvilken linje der lægges. Ministeren står som bekendt til ansvar over for Folketinget, siger Henning Thiesen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.