Fagforbund advarer mod flyt af arbejdsskade-sager: Frygter sammenbrud
Forslag om at flytte Arbejdsskadestyrelsens opgaver til ATP møder kraftig modstand hos 3F, Dansk Metal og HK.
Flere fagforbund frygter, at sagsbehandlingstiderne ved arbejdsskader vil blive meget lange, hvis Arbejdsskadestyrelsens opgaver flyttes til ATP.
Flere fagforbund frygter, at sagsbehandlingstiderne ved arbejdsskader vil blive meget lange, hvis Arbejdsskadestyrelsens opgaver flyttes til ATP. Foto: Www.colourbox.com/Free


Bunkerne af sager om arbejdsskader vil vokse, og sagsbehandlingstiderne vil blive endnu længere, end de allerede er.

Sådan lyder det fra flere fagforbund, efter at et forslag om centrale ændringer af Arbejdsskadestyrelsen er blevet førstebehandlet i Folketinget.

Regeringen vil flytte styrelsens sagsbehandling over i en ny selvejende institution - Arbejdsmarkedets Erhvervssikring - under ATP.

Det er et led i regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser.

Men både 3F, Dansk Metal og HK advarer mod en sådan ændring. Forbundene frygter, at det vil skabe kaos i en styrelse, der allerede er presset.

- Det er ikke det rette tidspunkt at lave om på strukturen, når styrelsen allerede har massive problemer, siger 3F's arbejdsmiljøpolitiske chef, Ulla Sørensen, til Ritzau.

Hun henviser til, at der i øjeblikket er en sagsbehandlingstid på 27 måneder.

- Vi står i en situation, hvor styrelsen har været underbemandet, og det faglige niveau har været for dårligt, så de har lavet forkerte afgørelser.

- Det forsøger de nu at rette op på. Og så i den situation, hvor alting sejler, siger man til dem fra regeringens side, at nu skal de flytte - først administrativt og siden fysisk. Det, synes vi, er helt utroligt uheldigt, siger Ulla Sørensen.

Hvis Arbejdsskadestyrelsens opgaver flyttes til ATP, skal også medarbejderne flyttes fra deres nuværende arbejdsplads i København til Vordingborg og Haderslev.

Hos Dansk Metal frygter advokat Christian Bentz, at en del af staben vil falde fra på grund af en sådan flytning.

- Vi frygter, at fokus flytter sig fra sagsbehandling til organisationsændringer, hvis man laver nogle store organisatoriske ændringer. Og så er der en risiko for, at man mister medarbejdere, siger han.

- Vi frygter et egentligt sammenbrud.

Og i fagforbundet HK er der en grundlæggende modstand mod at sende arbejdsskadede danskeres sager over i en koncern som ATP.

- Vi er ikke bare bekymrede, vi er decideret imod. Fordi vi mener ikke, at arbejdet med arbejdsskader skal udliciteres til en privat virksomhed. Det er en offentlig myndighedsopgave, siger formanden for HK, Kim Simonsen.

Modsat de ovennævnte forbund er eksempelvis paraplyorganisationen FTF positiv over for forslaget om ændringer af Arbejdsskadestyrelsen.

FTF ser det som en "overordnet god løsning" på de problemer, der har været i styrelsen, fremgår det af et høringssvar til Folketinget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.