En række fagbosser er de seneste fem år steget i løn, mens der er blevet færre medlemmer i forbundene til at betale lønningerne. Det skriver BT.
HK’s formand Kim Simonsen er siden 2010 således steget 88.000 kroner i løn, hvilket svarer til en lønstigning på 6,5 procent. Han får idag 1.444.266,74 kroner i samlet lønpakke.
Dermed ligger han lønmæssigt i toppen i forhold til de andre fagbosser.
FOA's formand Dennis Kristensens lønpakke lyder på 1.103.497,92 kroner (2,1 procents stigning) og i pædagogernes fagforbund BUPL får formand Elisa Bergmann 772.216,39 kroner (4,8 procents stigning).
"Færre høje lønninger"
Når fagbossernes løn stiger, samtidig med at forbundenes samlede medlemstal ifølge Danmarks Statistik er faldet med 108.613 fra 2010 til 2014, hænger det ifølge Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker på RUC, sammen med den generelle lønstigning på arbejdsmarkedet. Han mener dog, at forbundene bør overveje at "lave flere fusioner med færre ledere og færre høje lønninger".
- Det er den vej, man normalt ville gå i virksomheder, og det bør fagbevægelsen også overveje. Når vi har færre medlemmer, så må vi have færre sekretariater og færre ledere, for så er der ikke brug for ligeså mange til at gøre det arbejde, siger han til BT.
En anden tidshorisont
Dansk Socialrådgiverforening har været igennem svære overenskomstforhandlinger i 2011 og 2013, og samtidig er formand Majbrit Berlaus lønpakke steget med 10,7 procent.
Formanden for hovedbestyrelsens lønudvalg, Susanne Lyngsø, kan godt forstå, at det kan undre.
- Det er klart, at det godt kan se mærkelig ud, når man kigger på den peride, I gør, men vores tidshorisont går tilbage til 2003. Vi har snakket om det her i flere år og har siddet med lige præcis de argumenter, du kommer med og sagt, at så længe vi ikke kunne hive mere hjem til medlemmerne, kunne vi heller ikke lade vores egne folk sige. På et tidspunkt kunne vi ikke blive ved med at sige det, så derfor besluttede vi sidste år, at de skulle stige, siger hun til BT.