EU: Blatter skal ud af Fifa med det samme
Fodbolden kan ikke vente i flere måneder på, at Fifa får en ny præsident, lyder det fra EU-Parlamentet.
EU-parlamentet mener, at Fifas siddende præsident, Sepp Blatter, skal forlade poste øjeblikkeligt.
EU-parlamentet mener, at Fifas siddende præsident, Sepp Blatter, skal forlade poste øjeblikkeligt. Foto: Ennio Leanza/AP


EU-Parlamentet opfordrer den siddende præsident Sepp Blatter til at forlade det internationale fodboldforbund, Fifa, med det samme.

79-årige Blatter har i lyset af de seneste to ugers uro og anklager om bestikkelse i Fifa-toppen tilkendegivet, at han træder tilbage, men først efter at der er valgt en efterfølger ved en Fifa-kongres om tidligst et halvt år.

- De påkrævede reformer kan ikke sættes i gang, før der er valgt en ny leder, skriver EU-Parlamentet i en ikke-bindende resolution.

EU-Parlamentet opfordrer til, at der udpeges en midlertidig leder, der kan erstatte Sepp Blatter frem til en ekstraordinær kongres, hvor de 209 medlemslande af Fifa kan vælge en mere permanent og langsigtet løsning.

BBC skrev onsdag, at kongressen sandsynligvis afholdes den 16. december.

Blatter meddelte i sidste uge, at han agter at stille sin position til rådighed få dage efter, at han var blevet genvalgt til en femte regeringsperiode i Fifa, og den plan agter Blatter at følge, svarer Fifa efter opfordringen fra EU-Parlamentet.

- Fifa er forundret over udmeldingen fra EU-Parlamentet, fortæller en talsmand for Fifa ifølge AFP.

- Fifa-præsidenten har allerede besluttet, at han, grundet situationen Fifa befinder sig i, vil nedlægge sit mandat på en ekstraordinær valgkongres.

Blatters udmelding kom, efter at flere korruptionsmistænkte Fifa-topfolk i en amerikansk ledet aktion blev anholdt af schweizisk politi før en Fifa-kongres i Zürich.

Flere tidligere Fifa-ledere har direkte eller indirekte indrømmet, at der er foregået bestikkelse i Fifa, når værtsskaberne til blandt andet VM er blevet uddelt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.