Et-benet Carsten: Jobcenter ydmyger mig
Ærø Job- og voksencenter afviser kritikken fra Carsten Grods, som føler sig nedværdigende behandlet.
- Det ramte mig. Det var ydmygende og nedværdigende, siger Carsten Grods.
- Det ramte mig. Det var ydmygende og nedværdigende, siger Carsten Grods. Foto: Morten Stricker/arkiv/Scanpix


En borger på Ærø føler sig presset og ydmyget af Ærø Job- og voksencenter, efter at han har mistet sit ene ben i en benamputation.

- Jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg risikerede at miste min ydelse, fordi jeg bevidst forhalede mit behandlingsforløb, siger Carsten Grods til fyens.dk.

Han fortæller, at han blev behandlet på Odense Universitetshospital, hvor lægerne havde fortalt ham, at det ville være en god idé at vente med operationen til efter sommerferien, så han nemmere kunne vænne sig til tanken.

- Man kan ikke gøre noget for mig med hensyn til hjælpemidler, før benet er kappet af. Til gengæld kan de godt stoppe ydelser. Det ramte mig. Det var ydmygende og nedværdigende, siger Carsten Grods.

Han føler samtidig, at kommunen lægger pres på ham ved at spørge, hvornår han mener, han kan begynde at arbejde igen eller må opgive. Men det kan hverken han selv eller flere forskellige læger svare på, da det ikke vides, om Carsten Grods kan komme til at gå med protese eller ej.

I Ærø Kommune afviser Jobcenterchef, Henriette Skouenborg, kritikken.

- Jeg kender ikke den pointe (at Carsten Grods fik fortalt, at han ville miste sin ydelse, fordi han forhalede behandlingsforløbet, red.). Du må forstå, at i et sådant sygedagpengeforløb kan kommunen ikke træffe afgørelse, før man har været gennem et møde i rehabiliteringsteamet, og det gælder om at få sagerne gennem i en vis kadence. Ellers trækker sagerne ud, siger Henriette Skouenborg.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.