Engelsk dronning går på Twitter: Se beskeden
I forbindelse med en videnskabsfestival har Dronning Elizabeth skrevet sin første besked på Twitter for at fejre informationsalderen.
Her skriver dronning Elizabeth sin første besked på det sociale medie Twitter.
Her skriver dronning Elizabeth sin første besked på det sociale medie Twitter. Foto: Chris Jackson/AP


De svenske kongelige gør det i stor stil, og nu er Englands dronning Elizabeth også gået til tasterne.

Den britiske monark har nemlig skrevet sin første besked på det sociale medie Twitter. Det skete under videnskabsfestivalen London's Science Festival foran et begejstret publikum på 600 mennesker.

- Det er en fornøjelse at åbne udstillingen "Informationsalderen" på Science Museum i dag, og jeg håber, at folk vil nyde besøget, skriver Dronningen under sit alias "Elizabeth R."

"R" er forkortelsen for "Regina", som er det latinske ord for dronning.

Det britiske kongehus har den officielle Twitter-profil "BritishMonarchy", og efterfølgende bekræftede folkene, der styrer profilen, at tweetet rent faktisk var skrevet af det 88-årige overhoved.

Tidligere har dronningens børnebørn, prins William og prins Harry, brugt den royale kanal. Prins William har annonceret sin kones, hertuginde Kate, graviditeter, mens lillebror prins Harry har taget en såkaldt selfie og delt på det sociale medie.

Se profilen her: https://twitter.com/BritishMonarchy

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.