En rocker, en pædagog og en kokainfabrik: Den ene får 16 år, den anden går fri
En rocker og en pædagog sad tiltalt for at ville forarbejde mere end 100 kilo kokain. Rockeren blev frifundet.
En 35-årig pædagog er idømt 16 års fængsel for at stå bag en kokainfabrik i Vanløse.
En 35-årig pædagog er idømt 16 års fængsel for at stå bag en kokainfabrik i Vanløse. Foto: www.colourbox.com/free


En 35-årig pædagog får 16 års fængsel i en stor narkosag om en kælder i Vanløse, der blev brugt til at skabe kokain.

Fredag blev han dømt ved Retten på Frederiksberg. Retten lagde især vægt på, at politiet fandt over 100.000 kroner på pædagogens adresse.

Den medtiltalte i sagen, en 32-årig Hells Angels-rocker, blev frifundet.

Pædagogen, der stod som lejer af kælderlokalet, har erkendt at have produceret 500 gram kokain. I kælderen fandt politiet en kokainpresser samt kemikalier og emballage til at producere over 100 kilo kokain, og det blev han altså dømt for.

På retssagens første dag forklarede han, at en spillegæld på 150.000 kroner til en automekaniker pressede ham til at opbevare remedierne til fremstilling af kokain.

Den 35-årige har hele sagen igennem støttet rockerens uskyld. I sin afsluttende bemærkning til retten sagde han blandt andet:

- Det er så langt væk fra min virkelighed som pædagog. At jeg er så dum og naiv, at jeg stoler på en person (automekanikeren, red.), der så tager mig i røven, det er jeg ked af.

- At jeg så oven i købet slæber dem, jeg holder mest af med ned i det, det er jeg utrolig ked af, sagde pædagogen med hentydning til den nu frikendte HA'er.

I kælderen fandt politiet også en automatriffel af samme type, som militæret bruger, og en halvautomatisk pistol. Den 35-årige erkender, at han kendte til våbnene, men hævder, at det ikke var hans.

Pædagogen og hans forsvarsadvokat har nu 14 dage til at beslutte, hvorvidt dommen skal ankes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.