Elton John undskylder Hitler-fadæse
I stedet for at rase over det masende publikum skældte Elton John på en vagt med en Hitler-sammenligning.
- Du er ikke Hitler, overfusede Elton John en vagt, der bare passede sit job.
- Du er ikke Hitler, overfusede Elton John en vagt, der bare passede sit job. Foto: Owen Sweeney/OWEN SWEENEY/INVISION/AP


"Sorry Seems To Be The Hardest Word"-sangeren Elton John måtte søndag diske op med en uforbeholden undskyldning, efter hans temperament løb af med ham under en koncert i Kingsholm Stadium i engelske Glouchester.

Fra scenen kunne den 68-årige bebrillede verdensstjerne se en vagt stoppe en skubbende og viftende flok publikum, der forsøgte at mase sig til en bedre plads til koncerten. Det skriver Huffington Post.

- Disse folk kommer for at høre musik, og hvis de vil vifte med deres hænder, så lad dem gøre det. Det her er ikke Kina, så smut. Du tager en uniform på og tror, du er Hitler - det er du ikke. Du kan smutte. Jeg mener det virkelig. Hav ikke sympati med hende, det er en koncert, rasede sangeren fra scenen.

Men lige bagefter fik sangeren dårlig samvittighed over sin overfusning og beklagede straks sine grove ord, da vagten grædende forlod stedet.

- Det er slet ikke i orden at sige sådan. Den, der har fortalt vagten at være striks, det er deres forpulede skyld og ikke hendes. Jeg undskylder, og jeg er villig til at give hende undskyldningen personligt, sagde John og tilføjede:

- Så hvis hun kommer her op, giver jeg hende et stort knus. Du passer bare dit job. Ingen skal nogensinde snakke sådan til en kvinde. Det beklager jeg meget, meget dybt.

Og undskyldningen blev tilsyneladende godtaget fra vagten, som kom op på scenen og sad sammen med John på klavertaburetten, mens han spillede megahittet "Yellow Brick Road".

Elton John spiller koncert i Byparken i Vejle den 23. juni, og den 6. juli giver han koncert i Tivoli.

Se en bid af undskyldningen her: https://www.youtube.com/watch?v=efuobLHSIUE

Og se vagten ved siden af John her: https://www.youtube.com/watch?v=iznxRRFOelA

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.