Elendig første halvleg: Arsenal taber til Stoke
Stoke scorede til 1-0 efter 19 sekunder, var foran 3-0 ved pausen og vandt til sidst 3-2 over Arsenal.
Bojan Krkic scorede, da Stoke slog Arsenal.
Bojan Krkic scorede, da Stoke slog Arsenal. Foto: Rui Vieira/AP


Arsenals svingende sæson fortsatte lørdag, da London-klubben tabte 2-3 ude til Stoke.

Værterne skulle blot bruge 19 sekunder på at bringe sig foran 1-0. Den tidligere engelske landsholdsangriber Peter Crouch var målscoreren. Det var sæsonens hurtigste mål i Premier League.

Første halvleg viste sig at være helt katastrofal for Arsenal, som ved pausen var bagud 0-3.

Det tidligere FC Barcelona-talent Bojan Krkic, som på det seneste har vist gode takter efter en svær start i klubben, scorede til 2-0 10 minutter før pausen, mens Jonathan Walters lige nåede at gøre det til 3-0, inden der blev fløjtet til pause.

Arsenal-manager Arsène Wenger forsøgte at ændre noget i pausen. Forsvarsspilleren Hector Bellerin blev taget ud og erstattet af angriberen Danny Welbeck, og med lidt over 20 minutter tilbage gav det bonus.

Santi Carzola reducerede til 1-3 på et straffespark, og kun to minutter senere gjorde Aaron Ramsey det til 2-3, og så var der lagt op til en dramatisk afslutning, hvor Stoke dog stod imod. Lidt over 10 minutter før tid fik Arsenal endda Calum Chambers vist ud.

Nederlaget holder Arsenal på 23 point lige uden for Champions League-pladserne, mens Stoke med nu 18 point får lidt mere luft til nedrykningsstregen.

To andre hold, som også har været alt for svingende i sæsonen, er Liverpool og Tottenham. Og lørdagen bød ikke på optur trods hjemmebanefordel for begge klubber.

Tottenham, der havde Christian Eriksen med i hele kampen, spillede 0-0 mod Crystal Palace, og cifrene var de samme, da Liverpool havde besøg af Sunderland.

Liverpool-ikonet Steven Gerrard startede kampen på bænken, men kom på banen midtvejs i anden halvleg, da værterne forsøgte at presse på - dog forgæves.

Både Liverpool og Tottenham forbliver i midterfeltet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.