EL vil have øremærket barsel ind i finanslov
Enhedslisten melder sig nu i koret, der vil presse regeringen til at indføre øremærket barsel til mænd.
Øremærket barsel til fædre er ifølge Enhedslisten gratis at indføre.
Øremærket barsel til fædre er ifølge Enhedslisten gratis at indføre. Foto: Colourbox/free


Enhedslisten vil ikke stå tilbage for SF, når det gælder forsøget på at presse regeringen til at indføre øremærket barsel til mænd.

Den øremærkede mande-barsel var oprindeligt en del af regeringsgrundlaget, men alligevel blev det droppet sidste år - "et ægte løftebrud", som De Radikales daværende leder, Margrethe Vestager, omtalte det.

Nu vil SF så genfremsætte forslaget om at øremærke barsel til fædre. Det sker, efter at det radikale bagland på weekendens landsmøde klart gav udtryk for, at man støtter mande-barsel.

Og nu vil Enhedslisten så gøre spørgsmålet til en del af de kommende finanslovforhandlinger.

- Som bekendt er regeringsgrundlaget et helligt skrift med hensyn til dagpenge, mens det på løfter som øremærket barsel til mænd har vist sig at være mindre værd end det papir, det blev skrevet på, siger ligestillingsordfører for Enhedslisten Jørgen Arbo-Bæhr.

- Vi tager kravet om øremærket barsel til mænd med til finanslovforhandlingerne. Vi går i Enhedslisten ud fra, at SF's udmelding om genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag fra partiet betyder, at vi har 100 procent opbakning fra SF, siger han.

Ifølge Jørgen Arbo-Bæhr er det "gratis at indføre" øremærket barsel til fædre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.