Ekspert: Dronningen går lige til grænsen
I ny bog er dronning Margrethe tæt på at være politisk. Bare rolig, der vil komme fra hende, siger ekspert.
Går dronning Margrethe over grænsen og bliver politisk i en ny samtale-bog?
Går dronning Margrethe over grænsen og bliver politisk i en ny samtale-bog? Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


I den kommende samtale-bog "De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne," som udkommer 27. oktober, er dronning Margrethe tæt på at overskride en hårfin grænse.

Det siger Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ekspert i kongehuset, til TV 2.

Det sker i et et enkelt udsagn, hvor dronning Margrethe siger, at flygtninge fra Sydøstasien har opnået en mere succesfuld integration end andre.

- Selv om hun ikke må være politisk, så siger hun her noget, som en politiker ikke kunne slippe af sted med at sige. Det ville der komme et ramaskrig over, hvis en politiker sagde det, siger Lars Hovbakke Sørensen til TV 2, og tilføjer, at når dronningen nævner det, vil der komme øget fokus på det. Det er med til at sætte dagsordenen.

Dronningen med mere mening i

Lars Hovbakke Sørensen forventer, at der kommer flere udtalelser fra dronning Margrethe, der vil læne sig over grænsen til at være politisk.

- Vi kan sagtens forvente mere. Det er ikke til at sige, i hvilken retning det vil gå. Men hun vil helt sikkert blive ved med at sige sin mening.

Løsninger er lig med politik

Lars Hovbakke Sørensen mener, at dronningens udtalelser om integrationen er blevet mere kontroversielle.
Han siger til tv-stationen, at hun påpeger nogle konkrete samfundsmæssige problemstillinger og får os til at tænke over dem på en ny måde.

Men hun undgår at anvise løsninger på problemerne. Gjorde hun det, ville hun være gået over til at være politisk.

Har været ude med riven før

Gennem tiden har dronningen bevæget sig frem mod grænsen til at udtale sig politisk.
Blandt andet sagde hun i sin nytårstale i 1984:

- I har hidtil været et folk uden virkelige mindretal. Dem, vi havde, kunne tale dansk. Pludselig kommer der så nogle, som virkelig skiller sig tydeligt ud. Så bliver folk nervøse. Hvad er det egentlig for noget? Og så slår det ofte over i en lidt aggressiv reaktion. Jeg kan altså godt se, hvordan det sker. Men jeg kan umuligt billige det. Jeg synes simpelthen, det er for dårligt.

Og så sent som for en lille måned siden sagde hun til det tyske magasin Der Spiegel:

- Jeg vil ikke sige, at vi er et multikulturelt land, men her bor flere mennesker, der har forskellige rødder, baggrunde og religioner, end der gjorde for 30 år siden.

- Dette gælder også for religionerne. Som dansk dronning er jeg af forfatningen bundet til den lutherske tro, men det udelukker ikke andre troende. Tværtimod tror jeg, at jeg kommer tættere på andre med en anden tro, fordi jeg selv er troende. I øvrig repræsenterer jeg alle mennesker, der er borgere i Danmark.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.