Ejendomskongen Donald Trump vil bo i Det Hvide Hus
Rigmanden Donald Trump erklærer, at han melder sig ind i kampen for at blive USA's næste præsident.
Den amerikanske rigmand Donald Trump har meldt sig som kandidat til det kommende præsidentvalg i USA.
Den amerikanske rigmand Donald Trump har meldt sig som kandidat til det kommende præsidentvalg i USA. Foto: Gerald Herbert/free


Den 69-årige stenrige forretningsmand Donald Trump erklærer, at han vil være USA's næste præsident.

I en tale i sin skyskraber Trump Tower på Fifth Avenue i New York siger han, at han vil gøre USA til et stort land igen.

- Jeg stiller officielt op til posten som USA's præsident, og vi vil gøre dette land storslået igen, siger republikaneren.

- Jeg bliver den største præsident, som Gud nogensinde har skabt, siger han videre.

I sin tale retter han en hård kritik af USA's udenrigspolitik og økonomiske politik.

- Vort land er i alvorlige problemer. Vi har ikke længere nogle sejre, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Hvornår var det sidst, at vi så, at vi vandt over lad os sige Kina i en handelsaftale? De slår os ihjel. Jeg vil slå Kina. Hele tiden, siger han.

Trump melder sig i striben af personer, som kæmper om at blive republikanernes præsidentkandidat. Mandag meddelte Jeb Bush, bror til tidligere præsident George W. Bush, at han også er kandidat.

Med Donald Trump er der 12 republikanske kandidater.

Trump har tjent styrtende med penge på at bygge skyskrabere. Han er også kendt for at have deltaget i reality tv-shows.

Den 68 etager høje Trump Tower, der blev brugt som ramme om hans erklæring, fortæller noget om, hvad han har med i bagagen.

CNN skriver på sin netavis, at han allerede har betegnet sig selv som "den mest succesrige person, der indtil nu har stillet op til præsidentvalg".

Men penge kan ikke købe alt.

Nyhedsbureauet Reuters påpeger, at Donald Trump næppe har mange chancer for at nå så langt, at han kan tages i ed som præsident den 20. januar 2017 og afløse præsident Barack Obama.

I en meningsmåling, som Reuters og instituttet Ipsos har lavet online over 13 potentielle republikanske præsidentkandidater, havner Trump næstsidst.

Jeb Bush ligger nummer et.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.