Efterlysning: Hvem mangler en pose med våben?
Østjyllands Politi er kommet i besiddelse af blandt andet syv springknive, en strømpistol og fire peberspray.
Politiet i Østjylland har fundet en pose fyldt med våben. Nu efterlyser de ejermanden.
Politiet i Østjylland har fundet en pose fyldt med våben. Nu efterlyser de ejermanden. Foto: Colourbox/free


Østjyllands Politi er natten til mandag kommet med en usædvanlig efterlysning af ejeren til en større samling våben.

"Hittegods: Mangler du en pose med blandt andet 7 springknive, 1 strømpistol, 1 totenschhläger, 4 knojern og 4 peberspray", så kig lige forbi, lød det i en besked på Twitter fra Østjyllands Politi.

Indtil videre har efterlysningen på de sociale medier ikke ført noget med sig, fortæller vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi.

- Både mængden og arten var overraskende. Der er jo våben til en mindre krig, siger han.

Vagtchefen oplyser, at en borger anmeldte fundet på Bentesvej i Brabrand søndag eftermiddag.

Trods den humoristiske tone i efterlysningen, så mener vagtchefen ikke, at der er en særlig stor sandsynlighed for, at ejeren melder sig.

- Men vi vil tage pænt imod ham, hvis han kommer, lyder det.

De mange våben vil nu blive destrueret, oplyser Østjyllands Politi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.