Der er i år uddelt det laveste antal påbud om at rette op på dårligt psykisk arbejdsmiljø i de seneste fem år, viser en opgørelse fra Danske Regioner.
Det skriver Politiken.
De nye tal står i skærende kontrast til flere historier om stressede sygeplejersker, der fortæller rædselshistorier om, hvordan der bare er blevet mere og mere travlt. Dansk Sygeplejeråd advarer desuden om, at ”patientsikkerheden er truet af travlhed”, efter mave-tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital har fået et nyt påbud fra Arbejdstilsynet.
Men det afviser regionsformand i Region Sjælland og næstformand i Danske Regioner, Jens Stenbæk (V).
- For det første har antallet af påbud været faldende i de seneste år. For det andet oplever vi ikke en stor utilfredshed hos vores medarbejdere. Medarbejdertilfredsheden har altid været høj, og det er den stadig. Vi ser heller ikke stigende sygefravær. Og så forholder Arbejdstilsynet sig slet ikke til patientsikkerheden. Det er styrelsen for patientsikkerhed, der gør det, siger han til Politiken.
"Forfærdeligt travlt"
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen, mener, at de faldende tal skyldes Arbejdstilsynets særlige tilsyn i 2012 og 2014, hvor antallet af påbud var høje, mens tallene i de øvrige år har været stabile. Hun mener, at der stadig mangler ansatte på afdelingerne, selvom hun bliver forholdt, at antallet af ansatte på sygehusene samlet er steget fra 90.000 til 106.000 på 15 år.
- (Der) foretages i dag flere og flere ambulante behandlinger på kortere tid. Man har øget produktiviteten så meget, at de, der er ude på afdelingerne, har forfærdeligt travlt. De løber stærkere og stærkere, siger hun til Politiken.
TV 2 kunne tirsdag fortælle, hvordan Arbejdstilsynet havde fundet betydelige problemer med arbejdspresset på mave-tarm-afdelingen i Aarhus.
Travlheden er ifølge rapporten fra Arbejdstilsynet i to konkrete tilfælde gået ud over patienter. I et tilfælde skiftede en sygeplejerske en patients medicinpumpe uden at indstille den korrekt.
Det betød ”at patienten fik alt for meget medicin, hvilket kan være livstruende”, skriver Arbejdstilsynet ifølge TV2.
Patient besvimede
I et andet tilfælde havde de ansatte så travlt, at de ikke fik tjekket væskebalancen hos en patient.
Det betød, at patienten ”besvimer flere gange i løbet af dagen”, og senere falder ”patienten om på gangen i et epileptisk anfald, og det hvide vender ud af øjnene på ham”, skriver Arbejdstilsynet ifølge TV2.
Tidligere i år kom det blandt andet frem, at personalet på Køge Sygehus skruede op for den beroligende medicin hos de indlagte, fordi de ansatte havde brug for at gå fra patienterne for at tage sig af andre opgaver.