Efter lufthavns-terror: "Den dag, jeg går bange på arbejde, har jeg tabt"
Sådan en dag som i dag, vil jeg måske gå og kigge mig lidt mere til højre og til venstre. Men ellers bekymrer jeg mig ikke om sikkerheden. Det fortæller ansat i Københavns Lufthavn efter terror i Istanbuls lufthavn.
- Til hverdag går jeg ikke og er bekymret for sikkerheden. Hvis jeg gjorde det, skulle jeg finde mig et andet job, siger bagagemedarbejder Ole Johansson.
- Til hverdag går jeg ikke og er bekymret for sikkerheden. Hvis jeg gjorde det, skulle jeg finde mig et andet job, siger bagagemedarbejder Ole Johansson. Arkivfoto: Iver Houmark Andersen.


- Det er en barsk nyhed at få. Men man skal passe sit arbejde og ikke lade sig kue. Hvis man lader sig kue, så har terroristerne vundet.

Sådan siger Ole Johansson til Avisen.dk efter terrorangrebet i Istanbuls Atatürk lufthavn i aftes. Selv arbejder han i Københavns Lufthavn som bagagemedarbejder og er faglig aktiv som kasserer i Ekspeditionsarbejdernes Klub. 

Terroren påvirker humør og opmærksomhed. 

 - Sådan en dag som i dag, vil jeg måske gå og kigge mig lidt mere til højre og til venstre. Hvem står der? Og hvad laver de? fortæller Ole Johansson.

Til hverdag går han dog ikke og bekymrer sig for sin sikkerhed i lufthavnen, som ellers er et muligt terrormål. 

- Min kone arbejder i Folketinget, så vi taler nogle gange derhjemme om sikkerheden på vores arbejde. Men det er ikke noget, som vi sådan går og bekymrer os om til hverdag. Hvis det var, skulle vi finde os et andet job, siger Ole Johansson. 

Han har tillid til, at der er styr på sikkerheden for ham og de omkring 23.000 andre mennesker, som arbejder i lufthavnen. 

- Jeg stoler på, at Københavns Lufthavn og politiet har styr på sikkerheden i lufthavnen. Som ansat er man nødt til at tro på, at de har styr på det. Den dag, jeg bliver bange for at gå på arbejde, har jeg tabt.

Han har som faglig aktiv været med til møder om sikkerheden i lufthavnen. Møder holdt efter terroren i Bruxelles' største lufthavn i marts.

- Der har været en del ting oppe at vende på de møder. Jeg har indtryk af, at der er god opmærksomhed om eventuelle problemer, siger Ole Johansson.

Han regner med, at der snart igen kommer hverdags-stemning i lufthavnen.  

 - Efter sådan noget som det i går, øger politiet og sikkerhedsvagterne deres patruljering. Så går der et stykke tid, og så kommer det ned på normalt niveau igen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.