Dronning tager hul på sensommerferien
Storbritanniens monark nyder sensommeren på Balmoral Slot i Skotland, hvor hun har opholdt sig, mens det var åbent for offentligheden.
Ifølge dronning Elizabeths ene barnebarn er monarken allermest lykkelig på Balmoral Slot i Skotland.
Ifølge dronning Elizabeths ene barnebarn er monarken allermest lykkelig på Balmoral Slot i Skotland. Foto: Chris Jackson/AP


Sommeren går snart på hæld, og traditionen tro har Storbritanniens dronning, dronning Elizabeth, pakket kufferten for at holde sensommerferie i det skotske højland.

Sammen med sin mand, prins Philip, opholder den 90-årige regent sig på Balmoral Slot i Aberdeenshire i Skotland, hvor de nyder det sidste af sommeren, inden de vender tilbage til de kongelige pligter.

Det skriver mediet Hello! Magazine.

Regentparret fik en varm velkomst af anden bataljon i det royale regiment, inden de trak sig tilbage til de private gemakker for at feriere.

Normalt er Balmoral Slot lukket for offentligheden, når dronningen befinder sig der, men faktisk har monarken opholdt sig der i 11 dage, mens slottet stadig var åbent for offentligheden. I al hemmelighed har hun nemlig overnattet i et af slottets øvrige huse på grunden, skriver mediet.

Balmoral Slot er et yndet åndehul for dronning Elizabeth, der i år både kunne fejre sin 90-års fødselsdag og rekorden for at være den længst siddende monark i Storbritanniens historie.

Det afslørede dronningens ene barnebarn prinsesse Eugenie ifølge Hello! Magazine i forbindelse med en tv-udsendelse i anledningen af dronning Elizabeths runde dag den 21. april.

- Det er en skøn base for mine bedsteforældre, og vi elsker også at besøge dem deroppe, for der er masser af plads og ro, fortalte den 26-årige prinsesse, der er datter af dronning Elizabeths tredje barn, prins Andrew.

- Det er et af de smukkeste steder på kloden, og jeg tror, at min bedstemor er allerlykkeligst der. Hun elsker virkelig højlandet, lød det desuden fra det kongelige barnebarn.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.