Dong opjusterer forventninger med halvanden milliard
Et pænt halvårsregnskab får Dong Energy til at tro på et resultat for 2015 på mellem 17 og 19 milliarder.
Det omstridte energiselskab Dong Energy har præsteret fornuftigt i årets første seks måneder.
Det omstridte energiselskab Dong Energy har præsteret fornuftigt i årets første seks måneder. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Mens politikerne strides om forløbet af salget af aktier i Dong Energy til investeringsbanken Goldman Sachs, fortsætter energiselskabet med at skabe overskud.

Og det endda med succes. Halvårsregnskabet, der blev offentliggjort onsdag, viser en nettoindtjening på 2,8 milliarder kroner, hvilket er 1,2 milliarder bedre end for samme periode sidste år.

Indtjeningen før renter, skat og afskrivninger endte på 10,4 milliarder kroner mod 9,8 milliarder i samme periode sidste år.

De positive takter får Dong Energys ledelse til at tro på et resultat før renter, skat og afskrivninger for hele året på mellem 17 og 19 milliarder kroner, hvilket svarer til en opjustering på halvanden milliard kroner.

- Første halvår af 2015 udviklede sig meget tilfredsstillende for Dong Energy med seks procent vækst i driftsresultatet og en signifikant styrkelse af nettoresultatet, skriver selskabets administrerende direktør, Henrik Poulsen, i sine bemærkninger til regnskabet.

Dong Energy har på det seneste åbnet vindmølleparker i både Storbritannien og Tyskland, mens der til gengæld har været forsinkelser i processen med at bore efter olie på Hejre-feltet i Nordsøen.

Desuden har man besluttet at omlægge driften af Avedøre 1-kraftværket fra kul til bioenergi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.