Dommere ændrer ikke praksis med ny udvisningsstramning
Inger Støjberg kritiserer dommerforening for at vurdere hendes lovforslag til at være uden effekt.
Ifølge Den Danske Dommerforening vil en ny udlændingestramning ikke ændre noget i praksis.
Ifølge Den Danske Dommerforening vil en ny udlændingestramning ikke ændre noget i praksis. Foto: Per Johansen/domstol.dk/Free


En ny udlændingestramning, der ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal gøre det nemmere at udvise kriminelle udlændinge, er ikke andet end en strid om ord.

Sådan lyder det fra Den Danske Dommerforening, hvor man ikke tror, at lovændringen kommer til at medføre flere udvisningsdomme i praksis.

Lovændringen går på, at de to ord "med sikkerhed" skal indsættes i udlændingeloven.

Med det indgreb vil det fremgå af loven, at kriminelle udlændinge skal udvises efter afsoning, medmindre det "med sikkerhed" er imod internationale konventioner.

Det er ikke første gang, at den sætning er blevet forsøgt flettet ind i loven.

Den tidligere VK-regering indførte første gang ordlyden, der igen blev sløjfet, da SRSF-regeringen kom til i 2011.

Og netop de erfaringer har vist, at det ikke gør en forskel i praksis, om der står "med sikkerhed" eller ej, mener man i dommerforeningen.

- Vi har opretholdt den samme relativt hårde udvisningspraksis både før og efter lovændringen, siger formand Mikael Sjöberg.

Derfor mener han heller ikke, at den nye lovændring vil ændre noget i praksis, da man "ikke udviser, hvis man er i tvivl", lyder det.

Lovgivningsændringen er netop sendt i høring hos parter som dommerforeningen, der i den kommende tid skal give deres kommentarer til lovforslaget.

Men alligevel vækker udtalelserne fra foreningen harme hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der overvejer at indkalde dommerforeningen til et møde.

- Jeg mener, det er stærkt problematisk, at vi har en dommerforening, der modsiger den lovgivning, vi laver fra Folketingets side, siger ministeren.

Hun mener, at foreningen i stedet bør hjælpe politikerne.

- Hvis dommerforeningen ikke mener, at det her er nok, så mener jeg, at den i stedet skal pege på, hvad der så skal ske. For vi vil ikke huse kriminelle i Danmark, som, vi mener, skal sendes ud af landet, siger Inger Støjberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.