Kemigiganten Cheminova er i dag blevet solgt for 8,5 milliarder til en amerikansk virksomhed. Men som det ser ud nu, får de 865 medarbejdere på Harboøre Tange ikke en krone.
De mener ellers, at ejerne skylder både lokalområdet og dem en bid af de mange milliarder.
Aarhus Universitets Forskniningsfond fik Cheminova som gave af stifteren i 1944.
Fællestillidsmanden for Cheminova beskyldte i går på Avisen.dk forskningsfonden, for ”at stikke af ud af bagdøren” med milliarderne og lade medarbejderne og udkantsdanmark i stikken.
Flere folketingsmedlemmer, der er valgt i Vestjylland, forstår hans vrede. Blandt andet Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.
Han hæfter sig ved, at stifteren af Cheminova, Gunnar Andreasen, oprindeligt bestemte, at hvis Aarhus Universitets Forskningsfond trak penge ud af virksomheden, skulle medarbejderne have lige så meget. Men det blev ændret, da Cheminova blev børsnoteret i 1986. Nu får de ikke en krone.
”Jeg har som folketingsmedlem ingen indflydelse på det salg, men synes rent moralsk, at man burde give medarbejderne en bonus ved salg af firmaet, når det var intentionen, da universitet fik gaven,” siger Dennis Flydtkjær.
"Ikke noget stort beløb"
Medarbejderne har i sommer henvendt sig ejerne og bedt om tre procent til en erhvervsfond til udvikling af området og til uddeling som bonus mellem medarbejderne.
”Ud af den samlede salgspris er det i øvrigt ikke et stort beløb at give til medarbejderne, som har oparbejdet værdierne i selskabet,” siger Dennis Flydtkjær
Leif Mikkelsen, medlem af Liberal Alliance og valgt i Vestjylland, kan også godt forstå medarbejdernes ønske.
”Det lyder umiddelbart forståeligt, at medarbejderne også gerne vil have en andel med den historie, der ligger bag. På den anden side har ejeren jo retten til at købe og sælge,” siger han.
Cheminova efterlader sig en omfattende forurening i lokalområdet, der også er meget afhængige af knap 900 arbejdspladser, som virksomheden giver.
Det er medarbejdernes tanke med fonden til erhvervsudvikling, at den kan hjælpe dem, hvis den nye køber en dag vil flytte Cheminova.
Leif Mikkelsen mener også, at netop arbejdspladserne er allervigtigst.
”Jeg er enig i at det vil være en katastrofe, hvis den nye ejer over tid beslutter, at Cheminova skal ligge et andet sted. Men det forlyder der heldigvis ikke noget om,” siger Leif Mikkelsen.