Du synes sikkert selv, du fortjener en lønforhøjelse, men hvordan får du overbevist chefen?
Søndagsavisen har talt med chef for HR og Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv, Rikke B. Ørum, og samlet en liste med syv ting, du skal undgå at sige til lønforhandlingen.
1: Lad være med at true med at finde et nyt job. Hvis chefen tror, du har det ene ben ude af døren, er hun mere tilbøjelig til at give de gode opgaver til andre, advarer Rikke B. Ørum.
2: Sæt ikke et urealistisk højt lønkrav. Det sender et signal om, at du ikke kender dit eget værd, og ikke har indsigt i virksomhedens situation.
3: Sammenlign ikke din løn med kollegernes. De blev måske ansat før krisen, eller jeres situationer kan af andre grunde ikke sammenlignes.
4: Sig ikke, at du gør dit job godt.
5: Beklag dig ikke over, hvor lang tid det er siden, du sidst fik en lønforhøjelse.
6: Lad være med at sige, at du gør to eller flere menneskers arbejde.
7: Brug ikke argumentet, at du har været i firmaet i et år, og derfor naturligvis bør have lønforhøjelse. Det er ikke i sig selv en god grund.
Hvad bør man så gøre?
Ifølge Rikke B. Ørum bør man forberede sig godt, sætte sig ind i virksomhedens situation, og understrege, hvad man gørfor arbejdspladsen, som er uundværligt.
"Du skal have en masse argumenter klar, så du kan vise, hvad du er værd og bidrager med af ekstra værdi til virksomheden," siger Rikke B. Ørum til Søndagsavisen.
Kilde: Søndagsavisen.