Som hustru til tronarvingen prins William har den britiske hertuginde Kate rigeligt at se til. Derudover har det siden september været offentligt kendt, at hertuginde Kate er gravid for anden gang.
Derfor er det nok også tiltrængt, når hertuginde Kate fredag fejrer sin 33-års fødselsdag under private rammer væk fra presse og offentlighed.
Hertuginden, som venter at skulle føde sit og prinsens andet barn til sommer, lider nemlig - ligesom under sin første graviditet - af voldsom svangerskabskvalme.
Lidelsen, som er en form for meget akut morgenkvalme, betød at Kate måtte tilbringe flere dage på hospitalet, da hun i 2013 ventede prins George.
Nu hvor George altså skal være storebror, har kvalmen igen gjort sit indtog og har allerede været årsag til aflysninger i hertugindens officielle program.
Ifølge hoffets officielle Twitter-profil for Clarence House, som prins William og Kate hører under, har hertuginden sin næste offentlige optræden torsdag den 15. januar.
Her skal hun som protektor for velgørenhedsprojektet "The Art Room" indvie et nyt billedkunstlokale på en folkeskole i London.
Ind til da har den gravide Kate god tid til at pleje maven og slappe af sammen med familien i deres nyrenoverede landejendom Anmer Hall nord for den engelske hovedstad.
Her fejrede den lille familie også jul sammen med Kates forældre, Carole og Michael samt hertugindens søster Pippa og bror James.
Newspaq